Arkivfoto
Arkivfoto
24.08.2020 kl. 14.30

Udspil: Regeringen vil oprette 20 nærpolitistationer

Regeringen vil oprette tyve såkaldte nærpolitienheder med mindst 15 timers ugentlig åbningstid.

Politiet skal tættere på borgerne, mener regeringen, der i dag mandag har præsenteret sit udspil til en ny plan for politiets økonomi de kommende fire år.

I udspillet foreslår regeringen blandt andet, at der bliver oprettet tyve såkaldte nærpolitienheder, som mindst 15 timer om ugen er åbent for henvendelse fra borgerne. Desuden skal der ansættes i alt 150 lokalbetjente. 110 af dem skal tilknyttes de nye nærpolitienheder.

– Vi vil gøre op med de seneste års centralisering ved at oprette 20 nye nærpolitienheder og tilføre ressourcer til 300 operative betjente til det borgernære politiarbejde i politikredsene, siger justitsminister Nick Hækkerup (S).

Placeringen af de tyve nærpolitienheder er endnu ukendt, men i regeringens udspil kan man læse, at de skal placeres rundt omkring i landet. Placeringen skal tage hensyn til eksisterende politienheder med kort åbningstid og til kriminalitetsniveauet. Desuden, bemærker regeringen i udspillet, vil regeringen gerne styrke politiets tilstedeværelse i de særligt udsatte boligområder.

LÆS OGSÅ Tidligere KL-chef erkender bedrageri

De 110 nye lokalbetjente, der skal betjene nærpolitienhederne, skal uden for åbningstiden beskæftige sig med fod- eller cykelpatruljering, SSP-arbejde eller forebyggende indsatser.

Regeringen forestiller sig også, at nærpolitienhederne kan bruges til andre politiopgaver som for eksempel afhøringer.

I øjeblikket er der 99 politistationer i landet. 44 af dem har blot åbent for borgerbetjening i to til fem timer om ugen, mens 41 af dem har åbent i mere end 15 timer om ugen. jki@kl.dk

Emneord
Politi, Kriminalitet

Kommenter denne artikel

Skriv kommentar
Svar på dette indlæg: Udspil: Regeringen vil oprette 20 nærpolitistationer Felter med * skal udfyldes
 
Se flere kommentarer

Skriv hvad du søger