Foto: Colourbox
Foto: Colourbox
20.08.2020 kl. 12.04

Efter kritik af kommunernes coronaindsats over for indvandrere: KL åben for dialog

KL afviser ikke en national handlingsplan, men understreger, at der allerede gøres meget for at forebygge coronasmitte i indvandrermiljøerne.

Selv om kommunerne allerede deler og har delt meget viden om indsatsen for at forebygge coronasmitte i indvandrermiljøerne, er der stadig plads til at blive klogere. 

Sådan lyder det fra KL’s direktør for sundhed og ældre, Christian Harsløf, efter at to eksperter torsdag siger til DR, at der er behov for en national strategi på området. 

– Vi bliver hele tiden klogere. Derfor er det rigtig fornuftigt at tale sammen, og derfor deler kommunerne allerede i dag meget viden om coronaindsatsen, siger Christian Harsløf. 

Professor i indvandrermedicin på Odense Universitetshospital Morten Sodemann og professor Marie Nørredam, Københavns Universitet, peger begge på, at der er brug for en plan. 

LÆS OGSÅ KL overgår til virtuelle konferencer resten af året

– Hvis man skal være lidt rå, så kan man sige, at der er 98 sundhedsvæsener i Danmark – et i hver kommune. Og det har de haft lov til meget længe. Men lige præcis når det handler om epidemier, som rammer alle, så er man nødt til at have en stram og skarp centralt styret national handlingsplan, siger Morten Sodemann til DR.

Christian Harsløf er ikke afvisende over for en handlingsplan, men siger dog:

– Når man taler om en national handlingsplan, kan det godt lyde som om, det der foregår er med hovedet under armen. Det er det ikke. Der er masser af dialog derude, og både lærere, pædagoger, sundhedsplejersker og SSP-medarbejdere er godt klædt på. Det er ikke alt det, der når forsiderne, siger han.

Men KL er altid klar på mere dialog om, hvordan man håndterer coronaen bedst i invandrermiljøerne.

LÆS OGSÅ Alle konferencer bliver digitale
FOR ABONNENTER

– Vi møder altid gerne op, hvis nogen vil tale med os, og vi er også med på at skrive noget ned i et dokument. Vi bilder os ikke ind, at vi ikke kan blive klogere, men det er værd at huske, at vi har aldrig været så koordinerede i det danske samfund som under COVID19-håndteringen fra øverste niveau og ud i fronten, siger Christian Harsløf. mdbr@kl.dk

Emneord
COVID19, KL, Integration

Kommenter denne artikel

Skriv kommentar
Svar på dette indlæg: Efter kritik af kommunernes coronaindsats over for indvandrere: KL åben for dialog Felter med * skal udfyldes
 
Se flere kommentarer

Skriv hvad du søger