Anders Bondo Christensen genopstiller ikke som formand for DLF. (Foto: Sara Bender / DLF)
Anders Bondo Christensen genopstiller ikke som formand for DLF. (Foto: Sara Bender / DLF)
12.08.2020 kl. 09.55

Lærerforeningens formand træder af efter 18 år

Efter 18 år som formand for Danmarks Lærerforening har Anders Bondo Christensen besluttet sig for ikke at genopstille ved DLF's kongres i september. Nyheden kom på dagen, hvor KL og DLF blev enige om en arbejdstidsaftale, der skal afløse Lov 409.

Danmarks Lærerforening skal have ny formand. Det står klart, efter formand Anders Bondo Christensen med 18 år på formandsposten har meddelt, at han ikke genopstiller til posten. Det oplyser Danmarks Lærerforening i går tirsdag i en pressemeddelelse.

– Det har været en stor ære at være formand for lærerne, fordi det handler om hele den danske folkeskole. Det handler om vores medlemmer, som knokler hver eneste dag, i folkeskolen og alle de andre steder, vores medlemmer arbejder. De løfter en kæmpe opgave for vores samfund, og det er jeg rigtig stolt af, siger Anders Bondo Christensen.

Nyheden kom samme dag, som KL og Danmarks Lærerforening præsenterede en ny arbejdstidsaftale, der skal afløse Lov 409 fra 2013, der afsluttede lærerlockouten ved et regeringsindgreb.

– Overenskomstforhandlingerne i både 2013 og 2018 var intense perioder, og nu er tiden kommet til at give stafetten videre. Beslutningen om at stoppe som formand traf jeg allerede i 2018, men forhandlingerne om en arbejdstidsaftale med KL har trukket ud. Nu står vi i dag med en aftale, som betyder, at vi kommer af med den forkætrede Lov 409 fra 2013, hvis den bliver stemt hjem. Derfor kommer min melding nu, hvor der stadig er lidt tid til DLF’s kongres, siger Anders Bondo Christensen.

LÆS OGSÅ Kampvalg i lærerforeningen: Ny kandidat melder sig på banen

Bondo Christensens afløser skal findes på Danmarks Lærerforenings kongres den 22. og 23. september. Indtil videre har blot en person ifølge Danmarks Lærersforenings medie, folkeskolen.dk, meldt sit kandidatur. Det er Gordon Ørskov Madsen. Han er formand for Overenskomstudvalget i DLF og har været medlem af forretningsudvalget i 11 år. jki@kl.dk

Kommenter denne artikel

Skriv kommentar
Svar på dette indlæg: Lærerforeningens formand træder af efter 18 år Felter med * skal udfyldes
 
Se flere kommentarer

Skriv hvad du søger