Den spanske trappe ved Aarhus Å (bagerst i billedet) er udpeget som hotspot efter opblomstring i smittespredningen i byen. (Foto: Colourbox)
Den spanske trappe ved Aarhus Å (bagerst i billedet) er udpeget som hotspot efter opblomstring i smittespredningen i byen. (Foto: Colourbox)
06.08.2020 kl. 11.44

Smittespredning: "Aarhus står i en alvorlig situation"

Aarhus er ramt af opblomstring af coronasmitte. Borgmester kalder situationen for alvorlig, mens kommunen indfører en række nye restriktioner.

34 nye smittede på et døgn i Aarhus. Det er den seneste udvikling i en opblomstring af coronasmitte i landets næststørste by. 

Styrelsen for Patientsikkerhed kalder udviklingen for bekymrende.

– Jeg er meget bekymret for den situation, der er i Aarhus lige nu. En stor appel til alle i området: Tænk jer rigtig godt om. Overvej om man kan undgå at gennemføre et arrangement med mange mennesker. Tag cyklen for at undgå trængsel i kollektiv trafik og brug mundbind, hvis der ikke er mulighed for det, siger Charlotte Hjort fra Styrelsen for Patientsikkerhed på et pressemøde i dag torsdag i Aarhus.

I løbet af den seneste uge har Aarhus Kommune oplevet en voldsom udvikling i smittetallet. I slutningen af juli blev der registreret blot et par nye smittetilfælde om dagen, men i de første dage af august blev der registreret omkring 15 nye tilfælde om dagen, den 4. august 27 nye tilfælde og i går onsdag 42 nye tilfælde.

LÆS OGSÅ Kommunale medarbejdere i risikogruppen har fortsat har ret til fravær med løn

I forgårs tirsdag lød meldingen, at udviklingen har været koncentreret omkring det somaliske mindretal i kommunen, hvor omkring halvdelen af tilfældene var registreret. 

Udviklingen betyder, at kommunen, regionen og politiet indfører en række nye restriktioner.

Aarhus' borgmester, Jacob Bundsgaard (S), kalder situationen alvorlig.

– Vi skal sætte alle kræfter ind på at inddæmme smitten. Aarhus står i en alvorlig situation, og der er brug for at vi arbejder sammen. Alle borgere i Aarhus - og Danmark - skal træde til nu. Nogle steder er der gået lidt ferie i den, og nogle steder har man slækket lidt på opmærksomheden. Men smitten er her. Derfor skal vi holde afstand til hinanden, især inden døre. Vi skal holde en høj håndhygiejne. Og vi skal vænne os til at bruge mundbind på steder, hvor det ikke er muligt at overholde afstandskrav.

LÆS OGSÅ Der mangler overblik over tilbud til corona-ramte
FOR ABONNENTER

Blandt de nye tiltag er blandt andet, at der bliver indført restriktioner for besøgende på plejecentre og bosteder, ligesom der vil ske yderligere coronatest af medarbedjere i plejesektoren.

Desuden bliver der indført tre nye såkaldte hotspots, hvor myndighederne vil have opmærksomhed på, om mange mennesker forsamles på for lidt plads. De tre områder er to strande i byen og den såkaldte Spanske trappe, der ligger i Aarhus Midtby ned til Aarhus Å. Et sted, hvor mange mennesker ofte samles, når det er godt vejr.

Styrelsen for Patientsikkerhed oplyser på pressemødet, at der ikke er tale om, at en enkelt begivenhed har været centrum for smittespredningen, men mange af de smittede har deltaget i forskellige begivenheder, hvor mange mennesker har deltaget.

Hospitalerne i regionen er desuden ved at gøre klar til at modtage flere coronasmittede patienter. Hospitalerne i Aarhus udvider kapaciteten, og der er indgået aftaler med de andre hospitaler i Region Midtjylland om at modtage patienter, hvis de lokale hospitaler kommer i pladsnød. jki@kl.dk

LÆS OGSÅ Flere kommuner tilbyder influenzavaccine til medarbejderne

Kommenter denne artikel

Skriv kommentar
Svar på dette indlæg: Smittespredning: "Aarhus står i en alvorlig situation" Felter med * skal udfyldes
 
Se flere kommentarer

Skriv hvad du søger