Blue Water Arena i Esbjerg. Foto: Wikimedia Commons/Pathfinder77
Blue Water Arena i Esbjerg. Foto: Wikimedia Commons/Pathfinder77
03.08.2020 kl. 12.29

Nedrykning fra Superliga koster kommune millionbeløb

Det er ikke kun den traditionsrige fodboldklub Esbjerg fB, der lider efter denne sommers nedrykning fra Superligaen. Kommunen bliver påført et milliontab som følge af nedrykningen.

Det kommer til at koste Esbjerg Kommune over en million kroner om året, at byen fodboldflagskib Esbjerg fB rykker ned i 1. division. Fodboldklubben skal nemlig betale halvt så meget i leje af det kommunale fodboldstadion Blue Water Arena. Det skriver JydskeVestkysten.

Virksomheden bag den nu tidligere superligaklub, EfB Elite A/S, betaler hvert år 2,48 millioner kroner eksklusiv moms. Men kun når klubben spiller i landets øverste fodboldrække, Superligaen.

Efter et forfærdeligt fodboldår med trænerskift og en ringe pointhøst – Esbjerg tabte blandt andet de sidste fire kampe i sæsonen – skal klubben næste år spille i den næstbedste fodboldrække, 1. division. Det betyder, at stadionlejen bliver halveret, og at EfB Elite A/S dermed kun betaler 1,24 millioner kroner eksklusiv moms næste sæson, der løber fra 1. juli i år til 30. juni næste år.

Den vekslende lejebetaling stammer fra en politisk aftale fra 2012, men nu vil i hvert fald formanden for kultur- og fritidsudvalget i Esbjerg, May-Britt Andrea Andersen (K), have kigget på aftalen. Det siger hun til JydskeVestkysten.

LÆS OGSÅ Kulturen får stor hjælpepakke i Aalborg

– På den ene side har jeg stor forståelse for, at den kommunale økonomi er presset, og at vores borgernære velfærdsområder er super vigtige. Omvendt ved vi også, at det medfører meget positiv omtale, der gør byen mere attraktiv, at vi har et fodboldhold i landets bedste række. Men der er også tale om en aftale, der går tilbage til 2012, hvor byrådet var et helt andet. Det skader ingen at kigge på, om vi stadig skal have aftalen, siger hun.

Et kommuneejet stadion som Blue Water Arena skal udlejes på markedsvilkår. I Esbjerg-tilfældet betyder det, at lejen bliver lavere, når lejeren spiller i en lavere fodboldrække. Det forklares med at klubbens indtægter bliver markant lavere i 1. division end i Superligaen. Der kommer færre tilskuere, der køber færre fadøl og grillpølser, og ikke mindst kommer der færre tv-penge i klubkassen. jki@kl.dk.

Kommenter denne artikel

Skriv kommentar
Svar på dette indlæg: Nedrykning fra Superliga koster kommune millionbeløb Felter med * skal udfyldes
 
Se flere kommentarer

Skriv hvad du søger