Tårnbys største arbejdsplads, Københavns Lufthavn, står stille, og lufthavnens største flyselskab, SAS, fyrer medarbejdere. Det rammer Tårnby hårdt. Foto: SAS
Tårnbys største arbejdsplads, Københavns Lufthavn, står stille, og lufthavnens største flyselskab, SAS, fyrer medarbejdere. Det rammer Tårnby hårdt. Foto: SAS
30.04.2020 kl. 09.04

Ledigheden er fordoblet i Tårnby

Tårnby er ramt hårdt af coronakrisen – ikke mindst på grund af fyringer i flybranchen.
tekst Mads Brandsen

40 procent af de 26.000 arbejdspladser i Tårnby Kommune er i transportbranchen – og heraf størstedelen i Københavns Lufthavn.

Derfor er kommunen meget hårdt ramt af coronakrisen, for op mod en tredjedel af de ansatte i lufthavnen bor i enten Tårnby eller nabokommunen Dragør.

Med SAS’ varslede fyringer blandt kabinepersonale og piloter tidligere på ugen kan Tårnby derfor imødese endnu flere ledige.

I forvejen er ledigheden i Tårnby steget med omkring 50 procent siden krisens begyndelse.

LÆS OGSÅ Regeringen: Jobcentre skal indhente 500.000 samtaler med ledige

– Ledigheden rammer utrolig hårdt lokalt lige nu. I mange familier er det måske begge forældre, der har mistet jobbet eller er blevet sendt hjem. I kommunen vil vi gøre, hvad der står i vores magt for at afbøde følgerne, men det er en vanskelig opgave, ingen tvivl om det, siger borgmester Allan S. Andersen (S) i en pressemeddelelse.

Foruden at udskyde betalingen af dækningsbidrag og henstand med husleje for virksomheder, der holder til i kommunalt ejede lokaler, har kommunen nu nedsat en tænketank, der skal hjælpe med til genstarten af det lokale erhvervsliv. Den skal blandt andet komme med forslag til, hvordan afskedigede medarbejdere fra SAS kan hjælpes videre i andre jobs.

Indtil mandag, hvor SAS meldte fyringer af 1.700 ansatte ud, havde coronakrisen kostet Tårnby Kommune 90 millioner kroner. mdbr@kl.dk

Kommenter denne artikel

Skriv kommentar
Svar på dette indlæg: Ledigheden er fordoblet i Tårnby Felter med * skal udfyldes
 
Se flere kommentarer

Skriv hvad du søger