Der kommer ekstra meget rengøringspersonale i Fredericia. Foto: Colourbox
Der kommer ekstra meget rengøringspersonale i Fredericia. Foto: Colourbox
01.01.0001

Fredericia gør indhug i ledighedskøen: Ansætter ledige til genåbning af skoler

I Fredericia bliver der oprettet 70 nye stillinger til at varetage rengøring og pædagogiske opgaver på skoler og daginstitutioner.
tekst Martin S. Poulsen

Servicefagene er blandt de hårdest ramte under coronakrisen. Hoteller og restauranter er gået i dvale og har ikke brug for personale. Men i Fredericia kommer en del ledige hænder fra servicebranchen ikke til at være ledige længe. For i denne uge kommer 30 nye ansigter ud på kommunens skoler og daginstitutioner. Det er ledige fra hotel- og restaurationsbranchen, der er blevet ansat i midlertidige stillinger til udgangen af juni.

– Det er ikke løntilskud, men helt ordinære stillinger, fortæller Cecilie Roed Schultz (EL), der er næstformand for børne- og skoleudvalget i Fredericia Kommune.

Udvalget besluttede søndag at skabe de 30 midlertidige stillinger for at kunne leve op til Sundhedsstyrelsens krav om hygiejne på de genåbnede skoler og daginstitutioner.

– De kommer ind og supplerer det øvrige rengøringspersonale. Det skal ikke være sådan, at lærerne skal bruge tid og energi på at gøre rent og spritte af. De har meget andet at tage sig til, forklarer Cecilie Roed Schultz.

LÆS OGSÅ Det blev et klart ja fra lærerne til en ny arbejdstidsaftale

Mandag aften besluttede udvalget at skrue endnu en tak op for ansættelserne. Også det er sket med tanke på at aflaste lærerne og pædagogerne.

– På skolerne og institutionerne bliver børnene inddelt i små hold. Hver klasse bliver delt op i to eller tre mindre hold. Så der bliver brug for flere til at kunne varetage de pædagogiske opgaver, siger Cecilie Roed Schultz.

Derfor har udvalget besluttet at ansætte 40 nye medarbejdere til de opgaver. Også de stillinger bliver midlertidige men ordinære job.

De 30 nyansatte i rengøringsstillingerne er allerede fundet og ansat, og de begynder i dag tirsdag med et repetitionskursus i rengøring, inden skolerne og daginstitutionerne i Fredericia åbner torsdag. De 40 ansatte i de pædagogiske stillinger forventes at blive ansat drypvist over de kommende dage og uger.

LÆS OGSÅ KL’s bestyrelse har godkendt lærernes arbejdstidsaftale

Alle nyansættelserne forventes at koste cirka to millioner kroner. Men Fredericia Kommune regner med, at hele eller dele af beløbet bliver kompenseret af staten. masp@kl.dk 

Kommenter denne artikel

Skriv kommentar
Svar på dette indlæg: Fredericia gør indhug i ledighedskøen: Ansætter ledige til genåbning af skoler Felter med * skal udfyldes
 
Se flere kommentarer

Skriv hvad du søger