Folkeskolerne kan godt begynde at støve deres klaverer af, hvis det står til DF. Foto: Colourbox
Folkeskolerne kan godt begynde at støve deres klaverer af, hvis det står til DF. Foto: Colourbox
08.04.2020 kl. 10.30

Dansk Folkeparti prøver igen: Morgensang skal være obligatorisk i folkeskolen

Opbakningen til genbrugt forslag fra DF er til at overse. Folkeskolerne må selv bestemme, lyder det fra undervisningsordførerne.
tekst Mads Brandsen

Mindst tre gange har Dansk Folkeparti foreslået at gøre morgensang obligatorisk i folkeskolen – og hver gang er det endt med enten ingen eller meget begrænset opbakning fra andre partier.

Nu prøver partiet så igen, lader tidligere partiformand Pia Kjærsgaard forstå på Twitter.

–  Når vi er ovre krisen, foreslår DF obligatorisk morgensang i folkeskolen. Dejligt, at synge, skriver hun ledsaget af en annonce med dirigenten Philip Faber, der inviterer indenfor til morgensang i hverdagene og også står for en times fællessang hver fredag aften på DR1.

Partiets undervisningsordfører Marie Krarup erkender, at der er tale om et ”ældgammelt forslag”, som partiet jævnligt genfremsætter.

LÆS OGSÅ Nødlov giver børne- og undervisningsministeren en række nye beføjelser

– Fællessang skaber glæde og fællesskab. Det er derfor, vi griber til det her under isolationen. Det forener på tværs af generationer og videreformidler kulturarven. Det har vi lige fået ny dokumentation, siger hun med henvisning til DR-programmerne.

Forslaget lader dog umiddelbart til at lide samme kranke skæbne som sidst, det blev fremsat i 2009, hvor alle andre partier afviste de sangglade DF’eres idé.

– Morgensang er fantastisk, og kommunerne skal være hjerteligt velkomne til at indføre det. Men vi skal ikke tvinge dem til det, lyder det fra undervisningsordfører Mai Mercado (K).

SF’s undervisningsordfører Jacob Mark siger også ”nej tak”. Det samme gør hans ordførerkollega i Enhedslisten, Jakob Sølvhøj:

LÆS OGSÅ Jan E.: Regeringen tørrer ansvaret for genåbning af på kommunerne

– Det er ikke en politisk opgave at træffe beslutning om. Det skal vi trygt overlade til skolerne, skriver han i en sms.

I Liberal Alliance er undervisningsordfører Henrik Dahl stor tilhænger af morgensang. Men han er ikke fortaler for, at Christiansborg skal bestemme det.

– Vi går ind for et decentralt skolesystem, hvor ledelser og forældre og medarbejdere har meget at skulle have sagt. Centraliseringen er allerede gået for vidt, siger han.

Den radikale undervisningsordfører Anne Sophie Callesen er enig.

LÆS OGSÅ Regeringen afsætter ikke en krone til genåbningen – og det ryster SF

– Med al den dejlige frivillige fællessang, vi ser i disse tider, tænker jeg ikke, at der er behov for tvang, siger hun.

Hos Venstre er undervisningsordfører Ellen Trane Nørby også glad for morgensang. Hun gik selv på en folkeskole, hvor det var en af traditionerne.

– Vi kan godt lide morgensang i Venstre, og jeg håber da, at flere folkeskoler er blevet inspireret her under coronakrisen – men jeg må så også bare sige, at vi i Venstres folketingsgruppe ikke har brugt krisen til at diskutere om ikke vi skal fylde noget mere obligatorisk indhold ind i folkeskolen. Og det er jo altid en afvejning om noget skal være obligatorisk eller ej, siger hun.

Modstanden fra de andre partier får dog ikke Marie Krarup til at give op.

LÆS OGSÅ Borgmester: Hellere bruge en dag for meget end en for lidt

– Bare fordi et flertal i Folketinget siger nej, er det ikke ensbetydende med, at det er en dårlig idé, siger hun.

Det har ikke været muligt at få en kommentar fra Socialdemokratiet og Nye Borgerlige. mdbr@kl.dk

Emneord
Skoler, Folketinget

Kommenter denne artikel

Skriv kommentar
Svar på dette indlæg: Dansk Folkeparti prøver igen: Morgensang skal være obligatorisk i folkeskolen Felter med * skal udfyldes
 
Se flere kommentarer

Skriv hvad du søger