Foto: Rødovre Kommune
Foto: Rødovre Kommune
06.04.2020 kl. 15.15

Erik Nielsen: Et nyt udligningssystem skal bygge på objektive kriterier

Man bør ikke lade politiske hensyn påvirke det nye udligningssystem, mener tidligere KL-formand Erik Nielsen (S).

Der skal være rimelighed i et nyt udligningssystem. Kriterierne i det skal være saglige og så objektive som muligt. Det gælder ikke mindst det særlige udlændingekriterium.

Det mener tidligere KL-formand Erik Nielsen (S), der indtil for nylig også var borgmester i Rødovre, men som nu er menigt medlem af kommunalbestyrelsen i vestegnskommunen.

Finansieringsudvalget slog i 2018 fast, at kommunerne overkompenseres for udlændinge. I alt er der tale om 2,4 milliarder kroner årligt i ekstra kompensation. Selv om S-regeringen i sit udspil lægger op til at skære 0,9 milliarder kroner af tilskuddet, vil der også fremover være tale om overkompensation, og det er ikke godt, mener Erik Nielsen.

– Man skal lave et system, der bygger på objektive kriterier. Man skal ikke gå så højt op i hvilken ledelse, kommunerne har. Hvis kommunerne er udfordrede på et punkt, skal der selvfølgelig tages højde for det. Men kommunerne bør ikke have penge, der ikke kan objektivt begrundes, siger han til Nyhedsmagasinet Danske Kommuner.

LÆS OGSÅ Boet efter Brixtofte skal gøres op

Regeringens forslag til en udligningsreform giver lidt færre penge til Rødovre på udlændingeparameteret. Men I får stadig flere penge end det fagligt kan begrundes. Ville du hellere være pengene foruden?

– Ja, Rødovre skal da ikke have penge, vi ikke har objektivt behov for. Det skal Hjørring eller Vejle heller ikke, siger Erik Nielsen.

Han bryder sig ikke om, at regeringen i debatten om reformen af udligningssystemet får skyld for at favorisere de socialdemokratisk ledede kommuner på Københavns Vestegn – som Rødovre.

– Jeg vil da selvfølgelig gerne sikre socialdemokratiske kommuner gode muligheder, men hvis deres grundlag er godt, og der er gode muligheder for at lede kommunen skal de lade være med at pibe. Det nytter ikke noget, at man rækker hånden frem hver gang, man ser et problem. Sådan kan man ikke være borgmester, lyder det fra Erik Nielsen.

LÆS OGSÅ Overrasket borgmester: Vi er åbenbart den fjerderigeste kommune i landet

Hvad efterlyser du?

– Borgmestrene skal tage ledelsesansvaret på sig og indrette sig efter de økonomiske udfordringer. Jeg synes desværre, mange borgmestre fralægger sig ansvaret og siger, at det er Folketinget, der har ansvaret for deres dårlige økonomi. Sådan forholder det sig ikke nødvendigvis.

Erik Nielsen er imod alle former for kriterier, der ikke kan begrundes nøgternt.

– I Rødovre har vi ikke havudsigt. Det vil jeg også gerne kompenseres for, for det synes jeg, er for dårligt, siger han og griner.

– Nej, det er selvfølgelig fuldstændig useriøst, og derfor kan jeg ikke lade være med at grine, siger han.

Han har en opfordring til ”de gamle partier” – hvilket i denne sammenhæng er Socialdemokratiet, Venstre og Radikale Venstre, idet Det Konservative Folkeparti er ude af forhandlingerne.

– De skal holde sig for gode til at lave mellemløsninger. Det er for alvorligt til politiske julelege. Hvis man gerne vil et decentralt Danmark, som alle bortset fra Dansk Folkeparti gerne vil, må man stille nogle betingelser op for det. Uden at skele til, at der er borgerlige kommuner i Nordsjælland og socialdemokratiske kommuner i Midtjylland. Det bliver jo sognerådspolitik frem for at tage ansvar for hele landet, siger Erik Nielsen.

Forhandlingerne om udligningsreformen er indtil sat i stå grundet udbruddet af coronavirus. mdbr@kl.dk

Nyhedsmagasinet Danske Kommuner bringer onsdag et større interview med Erik Nielsen i anledning af, at han er trådt tilbage som borgmester.

Kommenter denne artikel

Skriv kommentar
Svar på dette indlæg: Erik Nielsen: Et nyt udligningssystem skal bygge på objektive kriterier Felter med * skal udfyldes
 
Se flere kommentarer

Skriv hvad du søger