Foto: Colourbox
Foto: Colourbox
01.04.2020 kl. 10.47

1. april i en coronatid? Her er de kommunale aprilsnarre

Flere kommuner holder fast i, at der den 1. april skal være plads til sjov og spas på de kommunale facebooksider. Andre kommuner mener dog, at situationen er for alvorlig til at blande vigtige beskeder med gak og løjer.

Selvom den alvorlige corona-situation har lagt landet i dvale, er der stadig plads til lidt 1. aprilsjov ude i kommunerne. Vi har samlet nogle eksempler.

All in på glas

Næstved Kommune vil omstille kommunen til at blive Danmarks glasby nummer 1, fordi glasproducenten Holmegaard åbner Holmegaard Værk. Det betyder, at Glasgow skal være venskabsby, tyskundervisningen bliver erstattet med undervisning i glaspusteri, og hver mandag skal der serveres glaseret skinke på kommunens ældrecentre.

 

Suspenderet anlægsloft giver plads til brobyggeri

Færgen er solgt, og anlægsloftet er suspenderet. Så hvorfor ikke benytte anledningen til at bygge en bro til 150 millioner i stedet for at finde en ny færge? Sådan skriver Vesthimmerland Kommune om et broprojekt til Livø, der har syv faste beboere.

LÆS OGSÅ Jeg troede, jeg skulle i en blå kedeldragt og feje ovre i hjørnet

 

Rådhus er overflødigt: Vi mødes bare på Skype

Vi holder sammen for at mindske smittespredningen. Det gælder også landets kommuner, som har opdaget, at de faktisk godt kan holde møder på Skype. Så nu er rådhuset i overskud i Billund Kommune, der derfor vil sælge det.

– Her til morgen havde jeg et online møde med en meget vigtig samarbejdspartner for kommunen, og jeg behøvede ikke engang at have bukser på, siger Jens Jørgen Henriksen, som er ansat i Økonomi.

 

LÆS OGSÅ Regeringen: Jobcentre skal indhente 500.000 samtaler med ledige

Ikke tid til sjov

Flere kommuner har dog også valgt at aflyse 1. april-løjerne på grund af situationens alvor. Det har for eksempel Egedal Kommune gjort. 

Her nøjes kommunens borgmester, Karsten Søndergaard (V), blot med at ønske god 1. april.

– De seneste tre år har jeg medvirket i sjove videoklip med aprilsnar. Det har handlet om aflysning af sommertid, lån af skinnecykel og Tour de France til Egedal. I år har vi valgt at droppe aprilsnarren i respekt for den situation vi står i. Jeg håber og tror vi vender stærkt tilbage næste år. Pas godt på hinanden derude, skriver borgmesteren.

 

LÆS OGSÅ Byrådsmedlem arbejder fra Tyrkiet på tredje måned: DF vil kræve stedfortræder indkaldt

Også i Gladsaxe Kommune holder de sig fra aprilsnarre, i en tid hvor løbestier rundt om søer bliver ensrettet. jki@kl.dk

Kommenter denne artikel

Skriv kommentar
Svar på dette indlæg: 1. april i en coronatid: Her er de kommunale aprilsnarre Felter med * skal udfyldes
 
Se flere kommentarer

Skriv hvad du søger