Foto: Furesø Kommune
Foto: Furesø Kommune
24.09.2019 kl. 08.56

Furesø forhandler finanserne på plads

Furesø har som den anden kommune i rækken forhandlet næste års budget på plads.

I den nordsjællandske kommune Furesø er samtlige partier i byrådet nået til enighed om næste års budget. Det skriver kommunen i en pressemeddelelse.

Sidste år vedtog byrådet en to-årig aftale, og det betyder, at politikerne i år kunne nøjes med at forhandle en tillægsaftale på plads for at lukke budgetforhandlingerne. Det var dog ikke uden besvær, da Furesø døjer med gammel gæld fra Farum-æraen og samtidig er nettobidragsyder til landsudligningen, forklarer Furesøs borgmester, Ole Bondo Christensen (S).

– Vi har i Furesø vanskelige økonomiske grundvilkår på grund af vores store gæld fra Farum-tiden, hvor vi stadig skylder 2,3 mia. kr. Samtidig betaler vi hvert år 320 mio. kr. i udligning til andre kommuner. Vores udgifter til ældrepleje, sundhed og voksenhandicap er markant stigende. I den situation er det vigtigt, at vi kan stå sammen i byrådet om en aftale, der både er økonomisk ansvarligt og som fastholder og udvikler vores gode service for kommunens borger, siger Ole Bondo Christensen, der dog kan varme sig ved et særtilskud på 25 millioner kroner næste år som kompensation for udligningssystemets besvær med at håndtere udlændinges uddannelsesbaggrund.

Restgæld

Farum-gælden er et helt kapitel for sig selv i Furesøs økonomi. Kommunen blev født i 2007, da Farum og Værløse blev lagt sammen. Farum Kommune medbragte en gæld på tre milliarder kroner i medgift. Den er nu nedbragt med 650 millioner kroner. I alle årene siden 2007 har Furesø fået 78 millioner kroner om året i tilskud til at håndtere gælden. Den aftale stopper i 2021, hvor staten udbetaler et engangstilskud på 250 millioner kroner. 

LÆS OGSÅ Hul i kassen i Hørsholm: Skal finde op mod 45 millioner hvert år

Ifølge budgetaftalen vil Furesø dog forsøge at forhandle en aftale med Indenrigsministeriet, som sørger for, at de ikke går fra 78 millioner om året til noget der ligner nul. Furesø regner med at få 35 millioner kroner i både 2022 og 2023. Men det er altså endnu ikke afgjort, om det ender med den ordning.

Rykker 24 millioner rundt

Tillægsaftalen udmønter besparelser og omprioriteringer for 24 millioner kroner, som frem mod 2023 skal frigøre 34 millioner kroner.

På trods af besparelserne har kommunens politikere dog fundet penge til både daginstitutioner, skoler, ældreområdet og kultur- og fritidsområdet. Der bliver blandt andet afsat 1,5 millioner kroner til flere hænder på plejehjemmene, ligesom der bliver brugt en million kroner ekstra på at øge normeringen i daginstitutionerne. Det skal blandt andet sikre, at dagtilbuddene ikke holder ferielukket.

Desuden prioriterer Furesø arbejdet med den grønne omstilling. Kommunen vil arbejde videre med at sikre grøn energi og nedbringe CO2-aftrykket fra kommunens bygninger og gadelys.

LÆS OGSÅ Egedal finder besparelser for 44 millioner kroner

Budgettet bliver 1. behandlet i byrådet i morgen onsdag og endeligt vedtaget den 30. oktober. I mellemtiden skal budgettet drøftes med medarbejderorganisationerne i kommunen. jki@kl.dk

Kommenter denne artikel

Skriv kommentar
Svar på dette indlæg: Furesø forhandler finanserne på plads Felter med * skal udfyldes
 
Se flere kommentarer

Skriv hvad du søger