Mogens G. Nielsen (t.h.) er på Ældrekonferencen med en forbilledlig fortælling om, hvordan det er at være en selvstarter og en omstillingsparat enkemand. Ordstyrer Thomas Funding t.v.
Mogens G. Nielsen (t.h.) er på Ældrekonferencen med en forbilledlig fortælling om, hvordan det er at være en selvstarter og en omstillingsparat enkemand. Ordstyrer Thomas Funding t.v.
17.09.2019 kl. 11.58

Mogens G. Nielsen er enhver kommunaldirektørs drøm

På KL’s Ældrekonference i Kolding gik dagens største bifald til en mand, som igennem et langt liv passede på sin syge hustru uden at kontakte kommunen. Og efter hendes død lykkedes det ham at komme videre i sit liv. Også med kærligheden.
tekst Sidsel Boye

Mogens G. Nielsen fra Greve mistede sin kone igennem 52 år ved årsskiftet efter mange års sygdomsforløb og dialysebehandling. I går var han på scenen til KL’s Ældrekonference i Kolding for at fortælle om at være pårørende og om, hvordan man finder ressourcer til at komme på benene og videre med sit liv.

Vi starter med det sidste. For al forskning viser, at der er risiko forbundet med overgange i livet, som for eksempel tabet af en ægtefælle, og her er Mogens G. Nielsen et godt forbillede.

Ja, faktisk alle kommunaldirektørers drøm, som det blev sagt af dagens ordstyrer på konferencen, politisk redaktør ved Avisen Danmark, Thomas Funding, mens Mogens G. Nielsen fik dagens største bifald fra salen.

Hverdagen blinkede

LÆS OGSÅ Topmøde på vej til Aarhus

For efter at hustruens sygdom og svækkelse havde fyldt alt i de seneste ti år, vågnede han en dag op til en hverdag, der stod og blinkede, og hvor han måtte spørge sig selv, hvad han skulle lave.

– Jeg havde læst i avisen, at 200.000 ældre er ensomme, og jeg tænkte, at det skulle ikke overgå mig. Derfor kontaktede jeg de nærmeste naboer, og i dag er vi fire, der mødes med faste mellemrum og får en kop kaffe og kage og diskuterer livet, fortæller Mogens G. Nielsen.

Han havde det forspring i situationen, at han har dyrket motion hele livet, så han havde til en start badminton to gange ugentligt og faste besøg i fitness. Men så fik han en opringning fra kommunen, som også viste sig at være en stor hjælp.

– Jeg blev positivt overrasket over at blive kontaktet af en konsulent fra kommunen, som vidste, at jeg havde mistet min kone, og som gerne ville fortælle mig om en værktøjskasse med gode ideer til, hvordan man kommer videre. Og der var blandt andet Ældresagen, som tilbyder både musik, stavgang, sang og linedans og prøver at holde os gamle i gang, så vi ikke skal indlægges eller får behov for pleje. Det nyder jeg, og jeg er også begyndt at spille tennis. I det hele taget er det vigtigt, at vi ældre får motion. Bare en halv times gang, tror jeg de fleste synes, er vigtig, fortæller Mogens G. Nielsen.

LÆS OGSÅ Sosu-medarbejdere skal opkvalificeres

Døde hjemme

Mogens G. Nielsens hustru besluttede selv, at livet skulle slutte, fordi smerterne var store, og da dialysebehandlingen stoppede, døde hun glad og lettet efter fire dage i eget hjem. Det var første gang i det lange sygdomsforløb, at familien overhovedet havde bedt kommunen om hjælp. I selve sygdomsforløbet var var det hospitalet, der var omdrejningspunktet. Og resten tog Mogens G. Nielsen sig selv af, fordi han er ressourcestærk og vant til at klare sig selv.

– Når min kone kom hjem fra dialyse havde hun næsten ingen kræfter, og dem hun havde, brugte hun på børnebørnene, fortæller han.

Da hustruen døde var det en sorg, men også en lettelse, og i dag har Mogens G. Nielsen ikke alene et aktivt liv. Han har også fundet kærligheden igen, kunne han røbe fra scenen.

LÆS OGSÅ Udliciteringen falder – og mest i V-kommuner

– Jeg har bestræbt mig på at få et godt ældreliv, men det kommer ikke af sig selv, man skal være en selvstarter og omstillingsparat og klar til at gribe mulighederne. Jeg har prøvet senior.dk, og der dukkede 500 emner op, men det er en besværlig vej, selv om det ser lovende ud. Så jeg er glad for, at det er lykkedes for mig at finde en ny kvinde i mit liv. For det er ikke lige nemt. Når man har været gift i 52 år, så opbygger man særheder, siger han. sib@kl.dk

Emneord
Ældre, Sundhed

Kommenter denne artikel

Skriv kommentar
Svar på dette indlæg: Mogens G. Nielsen er enhver kommunaldirektørs drøm Felter med * skal udfyldes
 
Se flere kommentarer

Skriv hvad du søger