Foto: Colourbox
Foto: Colourbox
01.01.0001

Horsens vil øge det sociale ansvar

En ny strategi for socialt ansvar skal være med til at løse de største udfordringer på arbejdsmarkedet i Horsens Kommune.

Der er blevet skabt en ny strategi for Horsens kommune, der skal hjælpe til med, at kommunen kan leve op til FN's verdensmål nr. 8 om at udvikle anstændige jobs og økonomisk vækst. Det skriver kommunen i en pressemeddelelse.

HORSENS ALLIANCEN og Jobtaskforcen står bag strategien, der har en vision om et arbejdsmarked for alle.

For Borgmester Peter Sørensen (S) er et større fokus på socialt ansvar et helt nødvendigt skridt for at sikre et arbejdsmarked, der fungerer.

– I vores kommune er for mange unge uden job eller uddannelse, og for mange er langtidssygemeldte. Når flere arbejdspladser samtidig mangler hænder, er det en ekstra stor udfordring. Den nye strategi understreger, at vi er en ambitiøs kommune, der ikke bare snakker om socialt ansvar. Vi gør det, og vi er stolte af det, siger han.

LÆS OGSÅ Sådan får kommunalt ansatte et langt arbejdsliv

Strategien henvender sig til både erhvervsledere, uddannelsesfolk, politikere, foreninger og helt almindelige borgere.

De tre store temaer i strategien er forebyggelse, udvikling og deling af viden.

Blandt andet står der i strategien, at der skal være øget fokus på, at de unge får et kendskab og en relation til arbejdsmarkedet, så de kan få en nemmere overgang, når de skal videre i livet.

Den skal også hjælpe arbejdspladser med at håndtere langtidssygemeldinger og få dem til at ansætte ledige i småjob på få timer, der udvikler sig over tid.

LÆS OGSÅ Kommune afviser at have opfordret kontanthjælpsmodtager til at tage kviklån

Om den brede målgruppe for strategien siger Kristian Nielsen, som er direktør for AC Horsens og medlem af Jobtaskforcen:

– Strategien skal selvfølgelig motivere lederne på arbejdspladserne i Horsens Kommune. Men socialt ansvar skal også komme nedefra – at medarbejderne opfordrer ledelsen til at række en hånd til de mennesker, som har brug for hjælp til at bide sig fast på arbejdsmarkedet, siger han.

Det videre arbejde med strategien for socialt ansvar vil især foregå i Jobtaskforcen. Men ambitionen er også, at hver enkelt arbejdsplads, organisation eller borger overvejer, hvilke handlinger de hver især kan bidrage med for at føre strategien ud i livet. frov@kl.dk

Emneord
Arbejdsmarked

Kommenter denne artikel

Skriv kommentar
Svar på dette indlæg: Horsens vil øge det sociale ansvar Felter med * skal udfyldes
 
Se flere kommentarer

Skriv hvad du søger