Orla Østerby (K) stopper i Lemvig Byråd. (Foto: Steen Brogaard)
Orla Østerby (K) stopper i Lemvig Byråd. (Foto: Steen Brogaard)
11.09.2019 kl. 09.28

Byrådsveteran takker af efter valg til Folketinget

Efter mere end 20 år i lokalpolitik vinker Orla Østerby (K) farvel til byrådsarbejdet i Lemvig. I stedet vil han koncentrere sig om arbejdet i Folketinget.

I juni fik Orla Østerby vekslet sit vikariat i Folketinget til et fast mandat, og derfor opgiver han nu byrådsarbejdet i Lemvig Kommune. Det meddeler han selv på sin facebook-side.

– Det har været en stor ære at tjene borgerne i Lemvig Kommune, og jeg er meget taknemmelig for al deres tillid. Kommunalpolitik har været en fast del af min hverdag de seneste mange år, og det vil jeg se tilbage på med stor glæde. Nu ser jeg frem til at koncentrere mine kræfter på Christiansborg, skriver Orla Østerby.

Han har siddet i byrådet i Lemvig siden 1998. Først for lokallisten Land og Bylisten og siden 2009 for Konservative. I 2016 blev han folketingsmedlem, da de Konservative trådte ind i regeringen. Som suppleant for daværende justitsminister Søren Pape Poulsen (K) blev han indkaldt, og ved folketingsvalget i juni i år lykkedes det Orla Østerby at få stemmer nok til en hel fireårig periode på Christiansborg.

– Det er spændende med en anden måde at repræsentere Lemvig Kommune, Vestjylland og konservative vælgere på, som jeg gør her i Folketinget. Jeg ønsker at engagere mig i mine ordførerskaber, og derfor er tiden også rigtig til at give stafetten videre til en anden konservativ i Lemvig Kommune, skriver Orla Østerby.

LÆS OGSÅ Byrådsmedlem tager orlov i tre måneder: Vil hellige sig arbejdet i Folketinget

Før Orla Østerby blev folketingsmedlem, var han i 17 år centerchef på Tangså Centeret. Det ligger i Bækmarksbro og er et kultur- og fritidscenter med wellness, rulleskøjtehal og aerobiclokale.

I stedet for Orla Østerby bliver det 1. suppleant Jens Lønberg (K), der overtager pladsen i byrådssalen i Lemvig. jki@kl.dk

Kommenter denne artikel

Skriv kommentar
Svar på dette indlæg: Byrådsveteran takker af efter valg til Folketinget Felter med * skal udfyldes
 
Se flere kommentarer

Skriv hvad du søger