Foto: Colourbox
Foto: Colourbox
29.10.2019 kl. 10.20

Tidligere ansat dømt for at lade kommunen betale sine regninger

En tidligere leder i Sønderborg Kommune er idømt betinget fængsel og 100 timers samfundstjeneste efter at tilranet sig 80.000 kommunale kroner.
tekst Mads Brandsen

En 61-årig mand, der i dag er tidligere leder i Sønderborg Kommune, var tilsyneladende lidt træt af at betale både sine og datterens værkstedsregninger selv.

Han lod derfor kommunen betale – og godkendte selv betalingerne.

I alt drejede det sig om en periode på tre år, hvor han havde regninger for knap 82.000 kroner.

Finten kunne lade sig gøre ved, at han bad værkstedet ændre registreringsnummeret på fakturaerne. Han var leder af en afdeling, der rådede over flere biler. Ved at ændre numrene så det ud som om, det var en af disse biler, der var blevet repareret.

LÆS OGSÅ Sagsbehandler fængslet for millionsvindel

Men mandag faldt hammeren. Ved Retten i Sønderborg nægtede han sig skyldig.

– Jeg har ligget søvnløs over det her. Min verden brød fuldstændig sammen. Jeg kan stadig ikke forstå, hvordan det er gået til, sagde han ifølge JydskeVestkysten i retten.

Anklager Rie Johansen havde blandt andet indkaldt en tidligere værkfører ved autoværkstedet, der kunne fortælle, at det var en slags kutyme, at reparationerne på tiltaltes private biler blev betalt af kommunen.

Retten lagde forklaringerne og beviserne i sagen til grund og idømte den tidligere leder fire måneders betinget fængsel for mandatsvig med en prøvetid på to år.

LÆS OGSÅ 33 demonstranter tilbageholdt i Lille Vildmose

Han skal samtidig udføre 100 timers samfundstjeneste og betale autoværkstedet de knap 82.000 kroner, som de i første omgang har betalt tilbage til kommunen.

Værkstedets medarbejdere har ikke været sigtet eller dømt i sagen. mdbr@kl.dk

Emneord
Kriminalitet

Kommenter denne artikel

Skriv kommentar
Svar på dette indlæg: Tidligere ansat dømt for at lade kommunen betale sine regninger Felter med * skal udfyldes
 
Se flere kommentarer

Skriv hvad du søger