Jørgen Johansen (K) er med til at hæve grundskylden. Foto: Allerød Kommune
Jørgen Johansen (K) er med til at hæve grundskylden. Foto: Allerød Kommune
25.10.2019 kl. 12.02

Konservative kæmper mod grundskyld – men er med til at hæve den i Allerød

Når man indgår et budgetforlig, må man bøje sig mod hinanden, lyder det fra gruppeformand Jørgen Johansen (K).
tekst Mads Brandsen

– Boligskatterne er alt for høje i Danmark. Grundskylden er med til løbende at beskatte boligejerne, selvom der allerede er betalt skat én gang. Derfor mener vi, at grundskylden skal sænkes – og på sigt afskaffes.

Sådan skriver Det Konservative Folkeparti på sin hjemmeside.

Alligevel har partiets byrådsmedlemmer i Allerød sagt ja til et budgetforlig, hvor grundskylden i den nordsjællandske kommune næste år hæves med 1 promille, hvilket indbringer kommunen knap 9 millioner kroner, der skal bruges til kernevelfærd og grønne investeringer.

– Det handler jo om politik, lyder det fra den konservative gruppeformand i Allerød, Jørgen Johansen, da Nyhedsmagasinet Danske Kommuner beder ham om en forklaring.

LÆS OGSÅ Byrådsflertal skærer på udgifter til sig selv

Men det er vel netop også politik, når I som parti vil afskaffe grundskylden helt?

– Jo, men vi kigger på, hvor vi får mest muligt af vores politik igennem. Det kræver, at man giver og tager. Vi har måttet give os, når det kommer til grundskylden, men har så fået løst en række andre udfordringer. Vi har en stærkt faldende kassebeholdning og har brug for at vedligeholde kommunens bygninger. Stigningen i grundskylden giver os luft i behovet for servicereduktioner de kommende år.

Kan man ikke altid finde et argument for at lade skatten stige?

– Skattestigninger bliver aldrig konservativ politik. Men når man skal finde forlig, bliver man også nødt til at bøje sig mod hinanden, siger Jørgen Johansen.

LÆS OGSÅ Frederikssund indfører også minimumsnormeringer

Nyhedsmagasinet Danske Kommuner ville gerne have spurgt den konservative skatteordfører på Christiansborg, Rasmus Jarlov, om man ikke kan regne med, at partiets politik også gennemføres lokalt.

Han har imidlertid ingen kommentarer, skriver han i en sms.

Foruden Det Konservative Folkeparti er også Socialdemokratiet og Enhedslisten med i budgetforliget for næste år, som sætter borgmesteren Karsten Längerich (V) uden for indflydelse.

For 14 dage siden indgik han et budgetforlig med SF, Radikale Venstre, Vores Allerød og Blovstrødlisten, men de partier har ikke flertal i byrådet.

LÆS OGSÅ Odense nedlægger 220 stillinger

Kommenter denne artikel

Skriv kommentar
Svar på dette indlæg: Konservative kæmper mod grundskyld – men er med til at hæve den i Allerød Felter med * skal udfyldes
 
Af: Erik Lund
Kommunalbestyrelsesmedlem (C)
Den 25.10.2019 kl. 19:02

Allerød er den kommune i Danmark, der samlet har sænket skatten mest over de seneste 8 år.

svar på: Konservative kæmper mod grundskyld – men er med til at hæve den i Allerød

Glem ikke at konservative i 2013 sænkede personskatten med historiske 1 procentpoint, så Allerød er stadig den kommune der over de seneste 8 år samlet har sænket skatten mest, også selvom vi i 2020 hæver grundskylden med 1 promille.

Se flere kommentarer

Skriv hvad du søger