Verdens øjne retter sig mod København, hvor verdens storbyer i disse dage taler om, hvordan man løser klimakrisen. Overborgmester Frank Jensen, Los Angeles borgmester Eric Garcetti og Paris' borgmester Anne Hildago på pressemødet i går onsdag.
Verdens øjne retter sig mod København, hvor verdens storbyer i disse dage taler om, hvordan man løser klimakrisen. Overborgmester Frank Jensen, Los Angeles borgmester Eric Garcetti og Paris' borgmester Anne Hildago på pressemødet i går onsdag.
10.10.2019 kl. 12.00

Alverdens borgmestre indgår Global Green New Deal

Mens staterne fejler i kampen mod klimaforandringerne, så indgår borgmestre fra verdens storbyer en Global Green New Deal i København under C40 topmødet. "Mennesket har enestående egenskaber, det vil overleve, og det finder ud af hvordan", siger Los Angeles borgmester Eric Garcetti, der er ny formand for det globale netværk af storbyer.

– Med the Global Green New Deal anerkender vi, at verden er i en klima-undtagelsestilstand. Tegnene er tydelige, sagde Københavns overborgmester Frank Jensen (S) til pressekonferencen i går på Københavns Rådhus, der åbnede C40 World Mayors Summit. 

Helt usædvanligt er 80 af C40 netværkets 94 borgmestre fra hele verden i disse dage samlet i København, sammen med hundredvis af eksperter, embedsmænd, praktikere og aktivister med stort engagement indenfor byudvikling og klimaforandringer. Borgmestrene i C40 repræsenterer omkring to milliarder af jordens befolkning og udgør i den forstand en global magtfaktor. 

Stater fejler, byer handler

I København træder bydiplomatiet i karakter og står bag en erklæring, de kalder Global Green New Deal eller "Nouvelle Alliance Verte", som Paris' borgmester og netop afgåede formand for C40, Anne Hidalgo, kalder det.

Byerne i det globale netværk forpligter sig til at begrænse CO2 udledningen og at holde den globale opvarmning under 1,5 grader i henhold til de mål, der ligger i Parisaftalen. Det er sådan set en bekræftelse af de aftaler, som byerne i C40 allerede har lavet, men det sender et klart signal om, at byerne tager ansvar.

– Som borgmestre er vores første prioritet at beskytte vores borgere. I sidste måned mødtes verdens ledere i New York og fejlede i forhold til at blive enige om noget, der bare er i nærheden af at det, der er nødvendigt for at stoppe klimakrisen, sagde Anne Hildago.

Los Angeles borgmester Eric Garcetti bliver på mødet i København præsenteret som C40's nye formand.

– I skal ikke bekymre jer om præsident Trump. Jeg har 325 amerikanske borgmestres underskrift på, at de vil leve op til målene i Parisaftalen. Og det er både Republikanerne og Demokraterne, sagde Garcetti.

Han understreger dermed den væsentlige pointe, at verdens storbyer udgør en væsentlig global magtfaktor, der er klar til at handle for at redde klimaet, også selvom staterne ikke kan nå til enighed. 

– Vi er praktiske, mens andre er mere politiske, sagde Eric Garcetti. tkn@kl.dk

Emneord
C40, Klima, Teknik, Miljø

Kommenter denne artikel

Skriv kommentar
Svar på dette indlæg: Alverdens borgmestre indgår Global Green New Deal Felter med * skal udfyldes
 
Se flere kommentarer

Skriv hvad du søger