Foto: Københavns Kommune
Foto: Københavns Kommune
03.10.2019 kl. 11.09

København prioriterer klima og kernevelfærd

Venstrefløjen og Venstre er blevet enige om budgettet for næste år, der blandt andet løfter børne- og socialområdet.
tekst Mads Brandsen

København skal være verdens første CO2-neutrale hovedstad, og kommunen skal geares til, at der fødes mellem fire og fem nye københavnere dagligt.

Derfor skal der bygges en ny skole i Ørestad til 800 millioner kroner og etableres 25 nye daginstitutionsgrupper. På det grønne område sættes der 137 millioner kroner af til bedre forhold for cyklisterne.

Det er en bred kreds af partier på Københavns Rådhus blevet enige om i en aftale om budgettet for 2020, der rummer serviceudgifter for knap 27 milliarder kroner og anlæg for 3,2 milliarder kroner.

– Jeg er glad og stolt over, at det er lykkedes at samle så bredt et flertal i Borgerrepræsentationen om et budget, der holder hånden under byens udsatte og mennesker med handicap, og samtidig er en millioninvestering i vores børn. Og som lægger sporene for fremtiden og sikrer, at København vil blive ved med at være en af verdens mest enestående, bæredygtige og dejlige byer at bo i, siger overborgmester Frank Jensen (S). 

LÆS OGSÅ Alle partier bag budget med besparelser for en kvart milliard kroner

Besparelser rulles tilbage

Socialdemokratiet, Enhedslisten, Alternativet, Radikale Venstre, SF og Venstre står alle bag aftalen, mens både Liberal Alliance, Det Konservative Folkeparti og Dansk Folkeparti står udenfor aftalen. Sidstnævnte forlod forhandlingerne sent onsdag aften. 

Partierne er enige om kvarterløft i de dele af København, der med overborgmester Frank Jensens ord trænger allermest. Det gælder eksempelvis området omkring Nørrebro Station og Lundehustorvet i Emdrup. Der bliver desuden afsat 262 millioner kroner til kommunens syv udsatte boligområder.

På socialområdet rulles planlagte besparelser på handicappede på 15 millioner kroner tilbage, mens der sættes 87 millioner kroner af til at håndtere det stigende antal underretninger om børn samt 25 millioner kroner til at forebygge anbringelser.

Bilisterne betaler

Pengene findes blandt andet ved at sætte prisen for parkering i vejret. Elbiler kan parkere gratis, men ejerne af de mest forurenende benzin- og dieselbiler må fremover betale helt op til 4.000 kroner for en beboerlicens. Det er mere end en fordobling.

Alligevel glæder det eneste borgerlige parti i forligskredsen, Venstre, sig over netop det resultat.

– Venstre påtog sig det borgerlig-liberale ansvar og sikrede, at prisen på parkering ikke løb løbsk, og at store dele af København ikke blev spærret af for bilister, siger beskæftigelses- og integrationsborgmester Cecilia Lonning-Skovgaard (V).

Skatten holdes i ro på 23,8 procent. mdbr@kl.dk

Kommenter denne artikel

Skriv kommentar
Svar på dette indlæg: København prioriterer klima og kernevelfærd Felter med * skal udfyldes
 
Se flere kommentarer

Skriv hvad du søger