01.10.2019 kl. 13.45

Regeringen skubber udligningsreform til februar

Kommunerne må væbne sig med tålmodighed lidt endnu.
tekst Mads Brandsen

Først til næste år præsenterer regeringen sit forslag til en ændring af den kommunale udligning.

Det fremgår af regeringens lovkatalog, der er offentliggjort i forbindelse med Folketingets åbning tirsdag. 

– Formålet med lovforslaget er at rette op på en række udestående skævheder og problemstillinger i det nuværende kommunale udligningssystem, skriver regeringen i lovkataloget.

Lovforslaget ventes fremsat i Folketinget i anden halvdel af februar.

LÆS OGSÅ Udligning redder Ærø fra millionbesparelser

Tidligere på måneden måtte Socialdemokratiets finansordfører Christian Rabjerg Madsen dementere sit tidligere løfte om, at der ville komme en udligningsreform inden nytår.

- Arbejdet med en udligningsreform er kompliceret stof, der kræver grundigt forarbejde, sagde han til Altinget.dk.

Regeringen ambition er at bruge de første måneder af 2020 på at forhandle reformen på plads.

Et nyt udligningssystem har været på tegnebrættet i flere år. Senest måtte økonomi- og indenrigsminister Simon Emil Ammitzbøll-Bille (LA) opgive at få en reform på plads.

mdbr@kl.dk

Kommenter denne artikel

Skriv kommentar
Svar på dette indlæg: Regeringen skubber udligningsreform til februar Felter med * skal udfyldes
 
Se flere kommentarer

Skriv hvad du søger