Deluca Film har inviteret Ringkøbing-Skjern Kommunes kulturchef Per Høgh Sørensen og filmkonsulent Rebecca Molders samt bosætningskorrdinator Dorthe Frydendahl indenfor i kulisserne til spillefilmen Julemandens datter II, der netop nu indspilles i Viborg.
Deluca Film har inviteret Ringkøbing-Skjern Kommunes kulturchef Per Høgh Sørensen og filmkonsulent Rebecca Molders samt bosætningskorrdinator Dorthe Frydendahl indenfor i kulisserne til spillefilmen Julemandens datter II, der netop nu indspilles i Viborg.
29.11.2019 kl. 10.30

Ringkøbing-Skjern går til filmen

Samtidig med, at Erhvervs- og Vækstudvalget vedtog en filmstrategi for Ringkøbing-Skjern Kommune, som lanceres med tv-serie til TV 2, forbereder produktionsselskabet Deluca Film optagelser i Hvide Sande til sommer.
tekst Tom Ekeroth

Ringkøbing-Skjern Kommune satser på film og tv-serier. Derfor vedtog Erhvervs- og Vækstudvalget på et møde mandag en filmstrategi, der blandt andet skal skabe fokus på at fortælle historier om områdets unikke natur, storladne landskaber og særlige ånd, kultur og kulturhistorie.

– I Ringkøbing-Skjern Kommune har vi nogle stedbundne kvaliteter og en unik historiefortælling, som definerer os. Med filmstrategien får vi sat spotlys på området, ligesom filmsatsningen kan blive en megafon for den lokale stolthed og medvirke til at skabe vækst og udvikling, siger Søren Elbæk (S), formand for Erhvervs- og Vækstudvalget og viceborgmester i Ringkøbing-Skjern Kommune.

Han peger på, at filmiske fortællinger kan kaste lys over egnens unikke karakteristika og gøre kommunen endnu mere attraktiv for nye tilflyttere ligesom erfaringen fra blandt andet Wallanders Ystad og Dictes Aarhus er, at turisterne følger i hælene på filmskaberne.

TV-serie fra Hvide Sande

Samtidig løfter produktionsselskabet Deluca Film sløret for planerne om en tv-serie på otte afsnit, som efter planen skal produceres til TV 2.

LÆS OGSÅ Nyborg Kommune vil råbe højere

Optagelserne går i gang i Hvide Sande og Ringkøbing allerede til sommer, hvis finansieringen falder på plads. Serien, der bliver i krimi-genren, har internationale ambitioner. Den er udviklet i samarbejde med et tysk filmselskab og forventes at blive vist på flere udenlandske tv-stationer.

– Den bliver ikke et glansbillede af Ringkøbing-Skjern Kommune, men den bliver et godt postkort, fortæller kommunens filmkonsulent Rebecca Molders. Hun har læst manuskriptet – og har derforuden igennem de seneste cirka to år arbejdet intenst på at få filmproducenter til at kigge mod vest.

Seriens manuskriptforfattere er makkerparret bag pseudonymet A.J. Kazinski, Anders Rønnow Klarlund og Jacob Weinreich. De opholdt sig i længere perioder i Hvide Sande, mens de skrev manuskriptet, og seriens centrale omdrejningspunkt bliver da også surfermiljøet i havnebyen.

Lokal medfinansiering

Serien er endnu ikke endeligt navngivet, og Deluca Film holder stadig instruktørens navn for sig selv, ligesom det endnu ikke er afgjort, hvem der kommer til at spille hovedrollerne. Men der er tale om en ambitiøs satsning med hovedrolleskuespillere fra "den øverste hylde".

LÆS OGSÅ Kommuner siger nej til at være værter ved EM i fodbold

Af det samlede budget skal seks millioner kroner findes lokalt i form af sponsoraftaler og samarbejder med lokale virksomheder, og flere har allerede spyttet anseelige beløb i kassen.

– Seks millioner kroner er mange penge at støve op til en filmsatsning, men vi ved af andres erfaringer, at pengene kommer mangefold igen i form af øget eksponering, ubetalelig markedsføring af området, bosætning, flere turister, øget omsætning og lokal stolthed, siger Per Høgh Sørensen, leder af kommunens Kultur-, Natur- og Fritidsafdeling, der i øjeblikket arbejder intenst på at sikre aftalerne.

Den fulde lokale selvfinansiering er endnu ikke helt i hus, men Per Høgh Sørensen er fortrøstningsfuld:

– Film betaler sig. Det ved de i Viborg, hvor Deluca Film i øjeblikket er i gang med optagelserne til Julemandens datter II, og hvor kommunen allerede har fået dækket investeringen i etteren - og har en forventning om et return of investment på helt op til 29 gange – det vil sige, at de forventer at få 29 kroner i kassen for hver krone, de har investeret i filmen, fortæller Per Høgh Sørensen. tek@kl.dk

LÆS OGSÅ Esbjerg går til grænsen

 

 

 

 

Emneord
Branding, Kultur

Kommenter denne artikel

Skriv kommentar
Svar på dette indlæg: Ringkøbing-Skjern går til filmen Felter med * skal udfyldes
 
Se flere kommentarer

Skriv hvad du søger