Marcus Knuth frygter Danmark ender som Sverige. Pressefoto: Venstre
Marcus Knuth frygter Danmark ender som Sverige. Pressefoto: Venstre
29.11.2019 kl. 09.54

Borgerrepræsentant forlader Venstre og bliver konservativ

Marcus Knuth melder sig ud af Venstre, som han mener er splittet af værdipolitikken. Konservativ gruppeformand på Københavns Rådhus byder ham velkommen.
tekst Mads Brandsen

Den konservative gruppe på Københavns Rådhus er fredag blevet et mandat større og tæller nu fire mandater – ligesom Venstres.

Marcus Knuth (V), der foruden at være folketingsmedlem også har været medlem af Borgerrepræsentationen siden 2017, har nemlig forladt Venstre til fordel for Det Konservative Folkeparti.

Det oplyser han selv i en opdatering på Facebook.

Partiskiftet begrunder han med, at værdipolitikken er det, der samler hos de konservative mens det splitter hos Venstre.

LÆS OGSÅ Viceborgmester skifter til LA

– Min øverste prioritet i politik er kampen for vores danske kultur, værdier og tryghed. Jeg frygter, at hvis vi ikke står fast nu, så ender vi som Sverige, skriver han.

Hos den konservative leder på Københavns Rådhus, Jakob Næsager, vækker partiskiftet lutter glæde.

– Det er helt fantastisk. Vi har haft et rigtig godt samarbejde med Marcus Knuth, og vi har ofte undret os over, hvordan han egentlig kunne være venstremand. Senest har Venstre indgået en budgetaftale med den yderste venstrefløj. Vi tror, han passer bedre ind hos os, siger Jakob Næsager.

Han har ikke haft lejlighed til at vende partiskiftet med Marcus Knuth, som han beskriver som en god værdikriger. 

LÆS OGSÅ Byrådsmedlem skal vikariere i Folketinget på ubestemt tid

Ved valget i 2017 var Marcus Knuth den Venstre-kandidat, der fik næstflest stemmer og blev kun overgået af partiets politiske leder, beskæftigesles- og integrationsborgmester Cecilia Lonning-Skovgaard.

– Jeg har joket med, at han altid var velkommen. Vi har tit drøftet politik, hvor han gav udtryk for, at vi havde valgt de rigtige standpunkter, siger han.

Ifølge Jakob Næsager har den konservative vælgerforening i København siden folketingsvalget i juni haft en medlemsfremgang på 20 procent. De nye medlemmer kommer blandt andet fra Venstre og Liberal Alliance, fortæller han.

Venstres leder på rådhuset, beskæftigelses- og integrationsborgmester Cecilia Lonning-Skovgaard, ærgrer sig over partiskiftet.

LÆS OGSÅ Konservative findes ikke længere i Frederikshavn Byråd

– Det er aldrig noget, man ønsker sig, og jeg havde helt ærligt ikke set det set komme. Vi havde tværtimod lige fået Marcus tilbage efter at et halvt års orlov, hvor han helligede sig Folketinget. Vores arbejde bliver nu at overbevise københavnerne om, at der er lige så meget energi i Venstre, som der hele tiden har været, siger hun.

Som føgle af orloven var Marcus Knuth ikke medlem af et politisk udvalg. Hans skifte betyder derfor ikke umiddelbart, at de fire tilbageværende medlemmer skal løbe stærkere. Men han kommer til at mangle alligevel, understreger Cecilia Lonning-Skovgaard.

– Vi har ikke længere en direkte kontakt på Christiansborg, som kan tale Københavns sag i den kommende debat om udligningsreformen. Det er brandærgerligt. 

Nyhedsmagasinet Danske Kommuner har uden held forsøgt at få en kommentar fra Marcus Knuth. mdbr@kl.dk

LÆS OGSÅ Venstre kårer ny spidskandidat i Slagelse

Kommenter denne artikel

Skriv kommentar
Svar på dette indlæg: Borgerrepræsentant forlader Venstre og bliver konservativ Felter med * skal udfyldes
 
Se flere kommentarer

Skriv hvad du søger