Foto: Colourbox
Foto: Colourbox
27.11.2019 kl. 10.00

Vejledning for unge bliver ny enhed i KL

Fra 1. januar etablerer KL "Enhed for uddannelses- og erhvervsvejledning i kommunerne", som skal fortsætte og videreudvikle UU DANMARKs opgaver med uddannelsesvejledning.
tekst Tom Ekeroth

Alle landets kommuner har fra den 1. august være forpligtet til at oprette kommunale ungeindsatser. Ungeindsatserne skal sikre sammenhæng for de enkelte unge mellem 15 og 25 år på tværs af uddannelse, beskæftigelse og sociale indsatser.

Den nye lov betyder, at Ungdommens Uddannelsesvejledningscentres (UU-centres) fælles lederforening UU DANMARK lukker ved udgangen af i år. UU DANMARK har blandt andet haft en vigtig rolle i forhold til at udvikle vejlederrollen og vejledningsindsatserne, skabe netværk og dele erfaringer på tværs af kommuner og UU-centre.

Den nye virkelighed med kommunale ungeindsatser gør dog ikke behovet for at understøtte vejledningsindsatserne i kommunerne mindre. Derfor etablerer KL Enhed for uddannelses- og erhvervsvejledning i kommunerne (EUK). Enheden vil bygge på UU DANMARKs sekretariat og netværk og videreudvikle UU DANMARKs kompetencer og faglige understøttelse af vejledningsopgaven i sammenhæng med KL’s øvrige aktiviteter.

Kristian Heunicke, direktør i KL, ser med begejstring på de muligheder, som den nye enhed giver:

LÆS OGSÅ Formand for børne- og kulturcheferne: Nej til minimumsnormeringer, ja til uddannelse

– Vi er glade for at byde de nye kolleger velkommen i KL. De kommer med en særlig faglig viden og indsigt i et komplekst område, som jeg er overbevist om, vil gøre KL endnu stærkere i forhold til at hjælpe kommunerne med de nye opgaver, som de skal varetage på vejledningsområdet. En af nøglerne til at lykkes bedre med at få flere unge godt videre i job eller uddannelse er, at der er et stærkt netværk på tværs af kommunerne, som bidrager til at dele viden og erfaringer. Det vil den nye enhed i høj grad bidrage til, siger Kristian Heunicke.

Formand for UU DANMARK, Anders Ladegaard, ser også frem til, at der kan komme endnu mere skub på samarbejdet om de vejledningsorienterede indsatser:

– Vi er meget glade for og stolte over, at KL ønsker at bygge videre på UU DANMARKs erfaring og kompetencer i forhold til en stærk og tydelig vejledningsfaglighed, udvikling af nye indsatser og metoder og et omfattende, tværgående samarbejde. Som en enhed i KL bliver der et stærkt afsæt for at styrke vejledningsopgaven og bistå de enkelte kommuners vejledningsfaglige arbejde som rygrad i de kommunale ungeindsatser. Det ser vi meget frem til at være med til at realisere, siger Anders Ladegaard. tek@kl.dk 

Kommenter denne artikel

Skriv kommentar
Svar på dette indlæg: Vejledning for unge bliver ny enhed i KL Felter med * skal udfyldes
 
Se flere kommentarer

Skriv hvad du søger