Frederiksberg skal nu have ny børne- og ungedirektør. Foto: Frederiksberg Kommune
Frederiksberg skal nu have ny børne- og ungedirektør. Foto: Frederiksberg Kommune
13.11.2019 kl. 10.00

Frederiksberg fritager direktør for tjeneste og kulegraver alle familiesager

Børne- og ungedirektør Inger Andersen har ikke orienteret politikerne om alvorlige fejl og mangler i sagsbehandlingen før i sidste øjeblik. Det får nu konsekvenser.
tekst Mads Brandsen

For blot få dage siden kom det til politikernes kendskab, at familieafdelingen på Frederiksberg Rådhus gennem en længere periode har begået en række fejl i sagsbehandlingen.

I en lang række sager er der lovpligtige dele af sagsbehandlingen, der mangler i systemerne, og derfor ved kommunen reelt ikke, om der er givet den rigtige hjælp til de pågældende familier.

Tirsdag fik sagen en konsekvens for Frederiksbergs børne- og ungedirektør gennem ti år, Inger Andersen.

Hun er fritaget for tjeneste, og en enig magistrat har indledt en afskedigelsessag mod hende. Det oplyser kommunen i en pressemeddelelse.

LÆS OGSÅ Stribevis af fejl i børnesager på Frederiksberg udløser benhård kritik

– Jeg er meget utilfreds og ked af det dokumentationssvigt i familieafdelingen, som vi netop politisk er blevet orienteret om. Først og fremmest fordi det skaber usikkerhed hos nogle af vores allermest udsatte medborgere. Politisk reagerer vi med det samme, og alle sager, hvor der er usikkerhed om afgørelsen eller dokumentationen, bliver genbehandlet, siger borgmester Simon Aggesen (K).

Ingen tegn på, at børn har lidt overlast

Kommunen har oprettet en telefonlinje, hvor alle borgere, der er i tvivl om noget i forhold til deres sag, kan ringe ind.

Der er ingen tegn på, at børn eller familier har lidt overlast, og det lader heller ikke til, at der ikke er blevet reageret på underretninger, understreger borgmesteren, der også afviser, at sagen handler om økonomi.

– Faktisk har vi gennem et stykke tid prioriteret familieområdet højt, og sagsbehandlerne i familieafdelingen har færre sager pr. medarbejder, end Dansk Socialrådgiverforening anbefaler. Nu skal vi helt til bunds i sagen og sikre, at den slags ikke kan ske på Frederiksberg i fremtiden, siger han.

Borgmesteren blev først orienteret om sagen 28. oktober, men allerede i juni udarbejdede konsulenthuset BDO en rapport, hvor det vurderes, at retssikkerhedsloven, offentlighedsloven, forvaltningsloven og serviceloven ikke er overholdt. Rapporten er tilsyneladende bestilt uden magistratens vidende. 

Familieafdelingens sager vil nu blive gennemgået, og de involverede borgere bliver kontaktet af kommunen. Genopretningen forventes at strække sig over det kommende år. mdbr@kl.dk

Kommenter denne artikel

Skriv kommentar
Svar på dette indlæg: Frederiksberg fritager direktør for tjeneste og kulegraver alle familiesager Felter med * skal udfyldes
 
Se flere kommentarer

Skriv hvad du søger