KL er ikke begejstrede for at være midlertidig administrator af seniorpensionsordningen. Arkivfoto
KL er ikke begejstrede for at være midlertidig administrator af seniorpensionsordningen. Arkivfoto
12.11.2019 kl. 18.08

Christiansborg vil give kommunerne midlertidigt ansvar for seniorpension: KL siger nej tak

Et flertal af partierne på Christiansborg vil lade kommunerne stå for tildeling af seniorpension fra 1. januar, indtil ATP er klar til at overtage opgaven permanent. KL-formand siger pænt nej tak til opgaven.

Sagaen om den såkaldte seniorpensionsordning ser ud til at have fået et af de sidste kapitler skrevet. I hvert fald er et flertal af Folketingets partier blevet enige om, at kommunerne skal administrere ordningen midlertidigt fra den 1. januar, og indtil ATP er klar til at overtage opgaven senere i 2020.

Løsningen kommer efter længere tids palaver om, hvilken myndighed der skal stå for opgaven. Et flertal af Folketingets partier ville ikke lade kommunerne varetage opgaven, fordi de ikke stoler på, at tildelingen af seniorpensionen ville være ensartet.

Modstanden mod kommunerne betød, at beskæftigelsesminister Peter Hummelgaard (S) kunne konstatere, at det ville være umuligt at lykkes med at implementere ordningen til 1. januar, som aftalepartierne var blevet enige om.

Men det bump på vejen har parterne altså fundet en løsning på.

LÆS OGSÅ Roskilde har succes med håndholdt jobindsats

KL: Ikke særlig attraktivt

Kommunerne er dog slet ikke interesseret i at løfte opgaven midlertidigt. KL-formand Jacob Bundsgaard (S) siger nemlig nej tak til opgaven.

– Det her er ikke en opgave, vi ønsker at løse på så kort en horisont. Vi ville skulle ansætte medarbejdere og kort efter fyre dem igen. Det er ikke særlig attraktivt og ikke en ordentlig behandling af medarbejderne, siger Jacob Bundsgaard til Ritzau.

Han fastholder i stedet, at opgaven bør ligge fast hos kommunerne.

– Den bedste løsning er at lægge opgaven permanent hos kommunerne, så kan vi tage den tid, der skal til for at finde de rigtige folk til at løse opgaven. Det her er det værste af alle verdener, hvor vi kommer til at få dårlige løsninger, som er dyre, fordi man skal opbygge dobbelt kapacitet hos os og ATP, siger han til Ritzau.

LÆS OGSÅ Færre tilflyttere søger kontanthjælp i Guldborgsund

Indtil videre er der ikke noget lovgrundlag, som pålægger kommunerne at løfte opgaven. Hvis der kommer det, så bliver kommunerne dog nødt til at følge loven og påtage sig opgaven.

Uskønt forløb

I sidste uge, da nyheden om, at modstanden mod at lade kommunen få opgaven ville betyde en forsinkelse af ordningen, kom, kritiserede Jacob Bundsgaard forløbet i skarpe vendinger. Han kaldte det for et uskønt Christiansborg-spil og problematiserede, at en anden organisation end kommunerne skulle agere myndighed i forbindelse med ordningen.

Forligspartiernes modvilje mod at lægge opgaven hos kommunerne stammer fra det, de oplever som en uensartet praksis i forhold til at tildele den såkaldte seniorførtidspension, som den kommende ordning skal afløse. DR har tidligere gennemgået området og påvist, at antallet af tildelinger af seniorførtidspensioner har varieret betragteligt fra kommune til kommune. Nogle kommuner tildelte for eksempel ingen eller stort set ingen seniorførtidspensioner.

Ifølge KL-formand Jacob Bundsgaard har kommunerne dog imødekommet 90 procent af ansøgningerne om seniorførtidspension. Han pegede derimod på lovgrundlaget som et sted at starte, hvis folketingsmedlemmerne var utilfredse med ordningen. jki@kl.dk

LÆS OGSÅ Ny kommissær: Ingen ambitioner om at ødelægge den danske model

Kommenter denne artikel

Skriv kommentar
Svar på dette indlæg: Christiansborg vil give kommunerne midlertidigt ansvar for seniorpension: KL siger nej tak Felter med * skal udfyldes
 
Se flere kommentarer

Skriv hvad du søger