Christoffer Lilleholt er ny spidskandidat for Venstre i Odense. (Foto: Odense Kommune)
Christoffer Lilleholt er ny spidskandidat for Venstre i Odense. (Foto: Odense Kommune)
07.11.2019 kl. 10.42

Venstre vælger 24-årig spidskandidat i Odense

Christoffer Lilleholt (V) skal tage kampen op mod Odense-borgmester Peter Rahbæk Juel (S) ved næste valg.

Venstre i Odense har valgt deres nye spidskandidat. Det skete onsdag aften, hvor Christoffer Lilleholt blev valgt til at erstatte Jane Jegind (V), der har besluttet sig for ikke at forsøge at vælte den socialdemokratiske borgmester Peter Rahbæk Juel af pinden ved næste valg. Det skriver den nyvalgte spidskandidat på Facebook.

– Jeg er meget stolt og ydmyg over den opbakning, jeg fik af Venstres medlemmer i går aftes. I må ikke være i tvivl, om at jeg vil gøre mit bedste – stå på tæer og hoppe det sidste stykke – for at indfri de store forventninger, skriver han.

Christoffer Lilleholt er 24 år gammel og er allerede i gang med sin anden periode i Odense Byråd. Ved valget i 2013 fik han mere end 2.000 personlige stemmer – næstflest efter spidskandidat Jane Jegind. Ved seneste valg i 2017 fik han på trods af tilbagegang til Venstre lidt flere personlige stemmer, nemlig 2.539.

Christoffer Lilleholt, hvis far er MF og tidligere minister for Venstre Lars Christian Lilleholt, vil frem mod valget have fokus på børn- og ungeområdet, forklarer han.

LÆS OGSÅ Venstre-spids melder sig på banen i Aalborg

– Et af de steder, hvor jeg fremadrettet vil have et stort politisk fokus, er på børnene og de unge, hvorfor jeg også skifter til Børn- og ungeudvalget fra 1/1. Byens fremtid bliver formet i Børn- og ungeforvaltningen. Det er her odenseanerne afleverer deres dyreste eje. Her skal Venstre og jeg have endnu mere fokus, for børnene skal have det endnu bedre i Odense, skriver han.

Christoffer Lilleholt er kandidat i statskundskab fra SDU og har siden sommer arbejdet som konsulent for TEKNIQ Arbejdsgiverne. jki@kl.dk.

Kommenter denne artikel

Skriv kommentar
Svar på dette indlæg: Venstre vælger 24-årig spidskandidat i Odense Felter med * skal udfyldes
 
Se flere kommentarer

Skriv hvad du søger