Viggo Vangsgaard er ikke længere socialdemokrat. (Foto: Morsø Kommune)
Viggo Vangsgaard er ikke længere socialdemokrat. (Foto: Morsø Kommune)
06.11.2019 kl. 13.44

Viceborgmester forlader parti efter 25 års tjeneste: Vil være løsgænger

1. viceborgmester og spidskandidat for Socialdemokratiet i Morsø Kommune bliver løsgænger. Han kan ikke længere se sig selv i gruppen, siger han.

Socialdemokratiets viceborgmester og spidskandidat i Morsø Kommune, Viggo Vangsgaard, har besluttet sig for at forlade det parti, han i mere end 25 år har repræsenteret kommunalt. Det skriver han selv i en pressemeddelelse sendt til både medier og politikere.

I pressemeddelelsen forklarer Viggo Vangsgaard, hvorfor han nu vil være løsgænger.

– Efter længere tids overvejelse kan jeg ikke se mig selv i den socialdemokratiske kommunalbestyrelsesgruppe længere: Jeg bliver derfor fra dags dato løsgænger i KB (kommunalbestyrelsen, red.) uden partitilknytning, skriver Viggo Vangsgaard.

Han er 63 år gammel og i gang med sin syvende periode i byrådet på Mors, hvor han har boet hele sit liv. Han har i 40 år arbejdet for Falck i Nykøbing Mors.

LÆS OGSÅ Ny direktør skal gå videre med Aalborgs transformation

Til Nyhedsmagasinet Danske Kommuner forklarer Viggo Vangsgaard uddybende, at der igennem længere tid har været knas i gruppen.

– Der har været uenigheder og fnidder og fnadder i gruppen i en længere periode. Senest i forbindelse med budgetforhandlingerne, hvor to gruppemedlemmer underkendte det resultat, som gruppeformanden og jeg havde forhandlet hjem. Selvom de havde givet os mandat på forhånd og bekræftet det mandat, siger Viggo Vangsgaard.

Han forklarer også, at han oplevede en lignende situation under konstituteringsforhandlingerne efter valget i 2017, hvor han mistede gruppeformandsposten, selvom han ifølge eget udsagn havde forhandlet en gunstig aftale på plads.

Med sit farvel til den socialdemokratiske byrådgruppe må han også opgive sit medlemskab af partiet. Men det er nu ikke med hans gode vilje.

LÆS OGSÅ Venstre-spids melder sig på banen i Aalborg

– Jeg er stadigvæk socialdemokrat i hjertet. Men jeg kan ikke fungere i den gruppe, siger han.

Viggo Vangsgaard har endnu ikke besluttet sig for, om han genopstiller ved næste valg. 

– Det var egentlig min plan at genopstille. Men nu tager jeg en periode som løsgænger, og så ser vi, om der ikke kommer nogle tilbud, siger Viggo Vangsgaard.

Ved kommunalvalget i 2017 var han spidskandidat og fik da også næstflest personlige stemmer på øen. Han blev dog slået krystalklart af øens borgmester Hans Ejner Bertelsen (V), der fik omkring fire gange så mange personlige stemmer. jki@kl.dk

LÆS OGSÅ Gruppeformand for Venstre i Kolding forlader posten
Emneord
Navne, Byråd

Kommenter denne artikel

Skriv kommentar
Svar på dette indlæg: Viceborgmester forlader parti efter 25 års tjeneste: Vil være løsgænger Felter med * skal udfyldes
 
Se flere kommentarer

Skriv hvad du søger