Foto: Colourbox
Foto: Colourbox
04.11.2019 kl. 10.53

Minikommune nærmer sig mål for genanvendelse

Fanø Kommune regner med at nå regeringens mål for genanvendelse af affald næste år. Det er to år før tid.

Mindre affald og mere genanvendelse. Det er i store træk udvikling på Fanø den sidste håndfuld år. Den gode udvikling betyder, at Fanø nu er tæt på at opfylde regeringens mål om at genanvende 50 procent af affaldet.

Det glæder erhvervs-, natur- og teknikudvalgsformand Christian Lorenzen (K).

– At vi efter al sandsynlighed opnår målet om at genanvende 50 procent af affaldet inden udgangen af 2020, er rigtigt flot og viser, at borgere, gæster og erhvervslivet på Fanø har viljen og lysten til at sortere deres affald og bidrage til en bæredygtig dagsorden, siger udvalgsformanden.

Bag succesen står en række initiativer i den lille økommune, der huser omkring 3.400 indbyggere. Kommunen er begyndt at indsamle bioaffald, ligesom fortovsindsamling af genanvendeligt affald er erstattet af en såkaldt bringeordning, hvor borgerne selv afleverer deres genanvendelige affald på øens miljøstattioner. Det har været med til at øge genanvendelsen fra 34 procent i 2015 til 46,8 procent i 2018.

LÆS OGSÅ Kommuner klar til mere ensartet behandling af affald

Hvis den udvikling fortsætter, når Fanø regeringens 50-procents mål næste år.

– Vi valgte jo på Fanø at være ambitiøse – derfor når vi også målet markant tidligere, end vi skulle, og vi vil faktisk også gerne højere op end lovkravet. Samtidigt har vi, fordi vi er tidligt ude, bedre muligheder for at evaluere og justere – og vi ved, vi fortsat har nogle udfordringer og nogle knapper, vi kan skrue på. ENT-udvalget (erhvervs-, natur- og teknikudvalget, red.) har netop derfor valgt at kigge på samlet på området i marts 2020, siger udvalgsformand Christian Lorenzen.

Undervejs i arbejdet med at øge genanvendelsen er affaldsmængden på Fanø faldet. I 2015 producerede Fanøs indbyggere 3.530 tons affald. I 2018 er det faldet til 3.325 tons, og en prognose for 2019 viser, at affaldsmængden falder yderligere til 3.275 tons.

Som om det ikke var imponerende nok, så skal det endda ses i lyset af, at der er blevet omkring 100 flere indbyggere på Fanø.

LÆS OGSÅ Slut med lang og CO2-tung transport af københavnernes bioaffald: Nu skal det kun til Solrød

Næste skridt i indsatsen på Fanø bliver at kigge på småt brændbart og restaffald. Hvis kommunen her kan flytte 100 daglige kilo fra småt brændbart til rent træ og den samme mængde fra restaffald til bioaffald, så er kommunen i mål med genanvendelsen. jki@kl.dk

Kommenter denne artikel

Skriv kommentar
Svar på dette indlæg: Minikommune nærmer sig mål for genanvendelse Felter med * skal udfyldes
 
Se flere kommentarer

Skriv hvad du søger