Foto: Aalborg Kommune
Foto: Aalborg Kommune
26.03.2019 kl. 10.00

Aalborg får ny direktør for skoleforvaltningen

Ny chef er en mand med "skarpt blik og hjertet på det rette sted", siger hans politiske chef.
tekst Tom Ekeroth

Aalborg Byråd ansatte mandag den 47-årige Jakob Ryttersgaard som direktør for Skoleforvaltningen.

Indstillingen kommer fra et enigt ansættelsesudvalg, der har peget på Jakob Ryttersgaard i et stærkt felt af kandidater.

– Jakob udmærkede sig med sit skarpe blik på det strategiske og politiske plan. Han har vist sig som en garant for at samle en stor organisation omkring nogle ambitiøse mål og vil uden tvivl sætte en lige så ambitiøs kurs for fremtiden. Og så er han bare en god fyr med hjertet på det rette sted, og det er afgørende i en forvaltning som vores, siger rådmand Tina French Nielsen (V).

Den nye direktør er ikke ligefrem et ubeskrevet blad i det nordjyske. De seneste fem år har Jakob Ryttersgaard haft stillingen som skolechef i Aalborg Kommunes Skoleforvaltning, og har siden december 2018 været konstitueret direktør. Inden da har Jakob Ryttersgaard været både lærer og skoleleder i Aalborg Kommune og senere hen skolechef i Brønderslev Kommune.

LÆS OGSÅ Topchef forlader Holstebro Kommune

– For mig handler det især om, at vi skaber rum til passion og innovation, og at vi giver vores børn og unge mulighed for et godt liv – også mens de går i skole. Det indgående kendskab, jeg har til de dygtige og dedikerede folk ude på skolerne og i forvaltningen, forsikrer mig om, at vi har et solidt fundament at bygge på, når vi sætter os nye mål og udvikler børn og unge sammen, fortæller tiltrædende direktør Jakob Ryttersgaard.

Jakob Ryttersgaard er uddannet lærer og har desuden en Master i ledelse fra Aalborg Universitet. Privat bor han med sin kone i Aalborg. Sammen har de to børn på henholdsvis 19 og 22 år. tek@kl.dk 

Emneord
Karriere, Ledelse, Skoler

Kommenter denne artikel

Skriv kommentar
Svar på dette indlæg: Aalborg får ny direktør for skoleforvaltningen Felter med * skal udfyldes
 
Se flere kommentarer

Skriv hvad du søger