Borgerne afleverede sprøjtegifte og fik lugejern til gengæld foto: Furesø Kommune
Borgerne afleverede sprøjtegifte og fik lugejern til gengæld foto: Furesø Kommune
26.03.2019 kl. 10.50

Furesø er første giftfri kommune

Mens flere kommuner overvejer at genindføre sprøjtegift mod ukrudt, går Furesø Kommune nu den anden vej. Som første kommune i Danmark har Furesø tilmeldt sig Giftfri Have. Furesø vil inspirere andre til det samme for at få fokus på rent drikkevand.
tekst Tom Ekeroth

Den grønne omstilling er mere aktuel end nogensinde før, og bevarelsen af vores drikkevand optager os meget i Furesø Kommune, siger Lene Munch-Petersen (S), formand for Udvalget for Natur, miljø og grøn omstilling i Furesø Kommune.

Når Furesø Kommunes gartnere går på arbejde, værner de om naturen og rent drikkevand. De har ikke anvendt sprøjtegift på kommunens arealer i 20 år. Men det bekymrer, at sprøjtegifte dukker op i drikkevandsboringer i Danmark, og at flere kommuner overvejer at genindføre sprøjtegift til at bekæmpe ukrudt for at spare penge.

Furesø vil inspirere andre til at droppe sprøjtegiften og har derfor tilmeldt sine otte millioner kommunale kvadratmeter til Giftfri Have under Danmarks Naturfredningsforening.

– Vi er ikke naive, og vi ved godt, at vi ikke alene kan sikre det rene drikkevand i Danmark. Men vi vil gøre vores del. Med vores deltagelse i kampagnen kan vi forhåbentlig inspirere andre til også at blive giftfri – andre kommuner, såvel som virksomheder og private haveejere. Det er et fælles ansvar,  siger Lene Munch-Petersen.

LÆS OGSÅ Kommuner slipper tøjlerne
FOR ABONNENTER

Furesø Kommunes tilmelding til Giftfri Have glæder hovedaktøren bag kampagnen, Danmarks Naturfredningsforening.

– I Danmarks Naturfredningsforening arbejder vi målrettet for et rent miljø. Det er derfor overordentligt glædeligt, at Furesø kommune nu, som den første kommune i landet, tilmelder sine mere end otte millioner kommunale m2 til Giftfri Have. Det er et stærkt signal til landets øvrige kommuner og til kommunens borgere om at lægge giftsprøjten på hylden – til gavn for vores grundvand, vores biodiversitet og os selv, siger præsident i Danmarks Naturfredningsforening Maria Reumert Gjerding.

Søndag afleverede borgere sprøjtegifte

Furesø Kommune har i 2019-2020 et særligt fokus på rent drikkevand og markerede det på genbrugsstationerne den 24. marts 2019. Her kunne borgere aflevere deres sprøjtegift og til gengæld modtage gratis bunddækkeplanter, ligesom borgerne kunne få tips og vejledning til en nemmere og vildere have. Der var en overvældende opbakning. Omkring 200 borgere – børn som voksne – kom i løbet af dagen på de to genbrugsstationer. tek@kl.dk 

Fakta

Initiativet Giftfri Have er startet af Danmarks Naturfredningsforening og Landsforeningen Praktisk Økologi med det formål at motivere haveejere til at droppe giften i haven. Det Giftfri Have-fællesskab har rundet 15.500 medlemmer, der dækker alt fra parcelhushaver og kolonihaver til haver på landet og ved sommerhuset. Derudover har flere vandforsyninger, virksomheder og nu også Furesø Kommune registreret deres arealer som giftfrie. Tilsammen dækker Giftfri Have et areal på mere end 39 millioner kvadratmeter på danmarkskortet. Det svarer til 6,9 kvadratmeter per dansker. Man kan tilmelde sig på www.giftfri-have.dk 

Kommenter denne artikel

Skriv kommentar
Svar på dette indlæg: Furesø er første giftfri kommune Felter med * skal udfyldes
 
Se flere kommentarer

Skriv hvad du søger