Foto: Colourbox
Foto: Colourbox
25.03.2019 kl. 10.15

Uddannelsesprojekt på vej til udfordrede unge

Beskæftigelsesforum Fredericia har givet grønt lys til et nyt uddannelsesprojekt, der skal inspirere flere unge til at tage en erhvervsuddannelse.
tekst Tom Ekeroth

Flere unge i Fredericia skal i gang med en uddannelse. Det er ambitionen, når der fra efteråret åbnes op for et nyt tilbud til gruppen af 18-29-årige, der er bosat i eller i nærheden af Korskærparken og Sønderparken.

Projektet hedder Håndværker Camp og er et nøje tilrettelagt forløb, hvor de unge snuser til flere forskellige erhvervsuddannelser og får øjnene op for, hvad de har af fremtidsmuligheder.

– Det har en stor værdi for den enkelte at være en del af en arbejdsplads og bidrage med viden og kompetencer. Derfor er det også hele umagen værd at investere lidt ekstra i de unge, der har brug for en mere håndholdt indsats. Det er vigtigt, vi giver dem muligheder for at prøve sig selv af, se hvad de kan gennemføre, og ikke mindst at de kommer i gang med noget, de synes er spændende, siger formand for Beskæftigelsesforum Fredericia Peder Wittendorff Tind.

40 unge forventes at kunne få glæde af projektet, der er et samarbejde mellem Fredericia Kommune, EUC, IBC, SOSU-skolen og Den Boligsociale Helhedsplan.

LÆS OGSÅ Finansminister går til kamp for omstridt ordning, som kommune droppede

– Projektet er et eksempel på det gode samarbejde, vi har med vores lokale uddannelsesinstitutioner. Fra politisk side er vi på vej med en ny strategi, der skal få flere unge til at tage en erhvervsuddannelse. Håndværker Camp støtter rigtig fint op om den målsætning, siger Pernelle Jensen (V), formand for Uddannelsesudvalget.

Det første ud af to forløb begynder til efteråret. I alt er der afsat 500.000 kroner til indsatsen, som løber til og med foråret 2020.

Mange unge allerede hjulpet godt på vej

Håndværker Camp kommer i kølvandet på initiativet Din Uddannelsesvej, som er målrettet en større gruppe unge i Korskærparken og Sønderparken. Det har været i gang siden 2016 og haft gode resultater.

Ud af de 69 unge, som har deltaget i projektet, er 40 gået i gang med en uddannelse, syv er kommet i arbejde og fem i praktik.

– Selvom vi er godt på vej, er der en lille restgruppe, som vi stadig har svært ved at motivere. Dem prøver vi at få med nu. De skal have en oplevelse af, at de er ønsket, og at der brug for dem. For det er der. Mange virksomheder søger dygtige faglærte, så deres kompetencer er i høj grad efterspurgt,  siger Grete Højgaard, der næstformand i Beskæftigelsesforum Fredericia og direktør i Messe C. tek@kl.dk 

Kommenter denne artikel

Skriv kommentar
Svar på dette indlæg: Uddannelsesprojekt på vej til udfordrede unge Felter med * skal udfyldes
 
Se flere kommentarer

Skriv hvad du søger