Christian Harsløf vender tilbage til KL efter direktørjob i Roskilde Kommune og en kort ansættelse Deloitte Consulting Public.
Christian Harsløf vender tilbage til KL efter direktørjob i Roskilde Kommune og en kort ansættelse Deloitte Consulting Public.
19.03.2019 kl. 11.30

Ny KL-direktør skal drive digitaliseringen fremad

Christian Harsløf bliver ny direktør i front for KL’s satsning på digitaliseringsområdet og på sundheds- og ældreområdet. Ansættelsen betyder desuden en intern rokade i KL’s direktion.

KL ansætter 38-årige Christian Harsløf som ny direktør. Christian Harsløf kommer fra en stilling som direktør i Deloitte Consulting Public med ansvar for det kommunale område. Tidligere har han været direktør for Social, Job og Sundhed i Roskilde Kommune, afdelingschef i KL og chefkonsulent i Indenrigs- og Sundhedsministeriet.

Direktør for digitalisering

Christian Harsløf får i KL ansvaret for digitaliserings- og teknologiområdet og for det kommunale sundheds- og ældreområde.

– I KL har vi netop vedtaget en digital strategi, som skal hjælpe kommunerne til at gå forrest i den digitale udvikling af vores velfærd. Ny teknologi er nemlig en forudsætning for, at vi kan forbedre kvaliteten og følge med befolkningsudviklingen. Samtidig står kommunerne overfor en enorm opgave på sundheds- og ældreområdet som følge af befolkningsudviklingen og væksten i antallet af kronikere. Jeg er glad for, at vi har fået ansat en kompetent direktør i den rolle, som har stort kendskab til den kommunale virkelighed og interessevaretagelsen mod såvel Slotsholmen som aktørerne på området, siger KL’s administrerende direktør Kristian Wendelboe.

Christian Harsløf siger:

LÆS OGSÅ Topchef forlader Holstebro Kommune

– At blive direktør i KL var en mulighed, jeg ikke kunne sige nej til. KL har sat fuld fart på den digitale dagsorden og vedtaget en ny, ambitiøs strategi, som jeg meget gerne vil være med til at omsætte til virkelighed. Den digitale dagsorden er spændende, fascinerende og fuld af dilemmaer, og kommunerne er allerede rigtig langt med at tage nye teknologier i brug. Samtidig bliver sundheds- og ældreområdet fremadrettet en meget stor kommunal udfordring. Jeg ser virkelig frem til dialogen med kommunerne og vores samarbejdspartnere.

Stærke ledelsesprofiler på velfærdsområderne

Ansættelsen af Christian Harsløf betyder samtidig en intern rokade i KL’s direktion. Den indebærer, at folkeskolen, børneområdet og det samlede 0-25 års område placeres hos direktør Kristian Heunicke, som ligeledes har ansvaret for arbejdsgiver- og overenskomstområdet, jura samt det internationale område. Kristian Heunicke skal dermed stå i spidsen for at sikre fortsat udvikling på folkeskoleområdet ikke mindst i forhold til Ny Start-samarbejdet med Danmarks Lærerforening, dagtilbud og en sammenhængende indsats i uddannelsestilbuddene på 0-25 års området.

– Børne- og undervisningsområdet er hjerteblod for kommunerne, og med Kristian Heunicke i spidsen er området forankret hos en dreven direktør, der brænder for området og har et stort netværk. Jeg er meget tilfreds med, at vi har fået sat et direktørhold i KL, der sikrer kompetente ledelsesprofiler på de store velfærdsområder, siger Kristian Wendelboe.

Christian Harsløf starter i KL i morgen den 20. marts.

KL’s direktion består desuden af cheføkonom Morten Mandøe, direktør Laila Kildesgaard og sekretariatschef Solvejg Schultz-Jakobsen. Se KL’s organisationsdiagram her: https://www.kl.dk/om-kl/kls-organisation/kls-direktion/ 

Kommenter denne artikel

Skriv kommentar
Svar på dette indlæg: Ny KL-direktør skal drive digitaliseringen fremad Felter med * skal udfyldes
 
Se flere kommentarer

Skriv hvad du søger