Foto: Colourbox
Foto: Colourbox
18.03.2019 kl. 13.28

De rige får få børn

Kvinderne i de rigeste kommuner i landet har den laveste fertilitet. For eksempel får kvinder i Gentofte 1,5 barn i gennemsnit, mens landsgennemsnittet er 1,73 barn per kvinde.

Nye tal fra Danmarks Statistik viser, at Danmarks rigeste kommune Gentofte placerer sig nederst, når der måles på, hvor mange børn kvinderne i kommunen i gennemsnit får. Københavns Kommune og Lyngby-Taarbæk Kommune følger lige efter. Her får kvinderne 1,6 barn i gennemsnit.

Nu gik man måske og troede, at det var blevet trendy for den øvre middelklasse at få mange børn, men den forestilling maner avisen Berlingske i jorden i en artikel, der har sat fokus på fertiliteten i de rigeste kommuner. Den første i en serie.

Her konkluderes det, at der ikke findes undersøgelser, der forklarer, hvorfor det forholder sig sådan, men ifølge Morten Grønbæk, der er formand for Vidensråd for Forebyggelse, hænger den lave fertilitet i Nordsjælland sandsynligvis sammen med gennemsnitsindkomsten i kommunerne.

– Borgerne i de her områder har som regel en lang uddannelse, en højere indkomst og en god karriere. Derfor må der bo en masse karrierekvinder, der minutiøst planlægger, hvornår de skal have deres børn, og det vil på grund af karrieren blive i en sen alder. Det er muligvis mere komplekst end som så, for nogle kvinder kan også have rige mænd, der betyder, at de kan gå hjemme og passe børnene. Men der er en større tendens til, at man er karriereminded i de områder og derfor begynder senere på at få børn, siger han til Berlingske.

LÆS OGSÅ Babyboom presser kommunernes økonomi

Veluddannede og ældre førstegangsfødende

Berlingske har talt med fertilitetslæger og eksperter, der alle er enige i, at den lange uddannelse og karrieren må være afgørende for, at kvinderne i disse områder får deres første barn sent og derfor ikke når at stifte en stor familie.

Ifølge tal fra Danmarks Statistik er kvinderne i København og de nordsjællandske kommuner nogle af de ældste førstegangsfødende i landet.

I Gentofte Kommune er kvinderne i gennemsnit 31,9 år, før de får deres første barn, og dermed de ældste i landet. Kvinderne på Frederiksberg følger lige i hælene og er i gennemsnit 31,5 år, før de får deres første barn.

I København er de 31 år, og i Rudersdal og Lyngby-Taarbæk Kommuner er de henholdsvis 30,9 og 30,3 år. Landsgennemsnittet ligger på 29,1 år.

Alderen har stor betydning for muligheden for at blive gravid. Som 20-årig har en kvinde 34 procent chance for at blive gravid hver måned. Derefter falder tallet kraftigt år for år, og når kvinden er 40 år, er der kun seks procent chance for at blive gravid hver måneden.

At fertiliteten er lavere i Gentofte og Københavns Kommune med flere kan også skyldes, at singlekulturen er mere udbredt i hovedstaden og omegn. tkn@kl.dk 

Kommenter denne artikel

Skriv kommentar
Svar på dette indlæg: De rige får få børn Felter med * skal udfyldes
 
Af: Jørn Unnerup
Den 18.03.2019 kl. 13:59

Hvad måles egentligt ?

svar på: De rige får få børn

Måler man, hvor mange børn der fødes i hver kommune - eller hvor mange børn man har på et tidspunkt ?
For hvis det er antal fødsler, kan det også skyldes, at kvinder (+familie) flytter undervejs, når de har fået børn og har fået råd til at bo i en af de kommuner med lavt fødselstal.

Se flere kommentarer

Skriv hvad du søger