Foto: Holstebro Kommune
Foto: Holstebro Kommune
14.03.2019 kl. 11.00

Kommuner inviteres til at gå forrest mod klimaudfordringerne

20 danske kommuner får nu mulighed for at udvikle topambitiøse klimaplaner med hjælp fra verdens førende byer inden for klima. Invitationen kommer fra foreningen Realdania. Målet er at sætte skub i implementeringen af Parisaftalen i Danmark.
tekst Tom Ekeroth

Det er endnu ikke for sent, men tiden er knap. Hvis verden skal nå den globale klimamålsætning for global opvarmning, skal der en yderst ambitiøs indsats til på by- og kommuneniveau. Derfor søger Realdania nu i alt 20 danske kommuner, der får mulighed for at komme med i front blandt verdens førende klimabyer i projektet DK2020.

De udvalgte kommuner vil få støtte til at udvikle klimaplaner, der lever op til Parisaftalens mest ambitiøse målsætning om at begrænse den globale opvarmning til maksimalt 1,5° C.

Baggrunden for projektet er rapporten Deadline 2020, som bynetværket C40 og konsulentbureauet Arup udgav i 2016 i kølvandet på Parisaftalen. Rapporten sætter en global standard for, hvordan byer og kommuner kan bidrage til at opnå Parisaftalens målsætninger. Den peger samtidig på, at op til 40 procent af de CO2-reduktioner, som er nødvendige for at nå Parisaftalens mest ambitiøse mål, kan komme fra verdens byer og kommuner ved hjælp af de rette klimaindsatser.

Efter udgivelsen af Deadline 2020-rapporten har C40 udviklet et omfattende Deadline 2020-program, hvorigennem medlemsbyerne understøttes i at udvikle klimaplaner, der lever op til Parisaftalens 1,5° C målsætning.

LÆS OGSÅ Kommuner kan få hjælp til kampen mod oversvømmelser

Danske kommuner med i front

Med DK2020 får 20 danske kommuner nu mulighed for at følge i fodsporene på de mest klimaambitiøse byer i verden. Kommunerne vil gennem projektet få teknisk hjælp og sparring af globale og danske eksperter fra det internationale bynetværk C40 og den grønne tænketank CONCITO til at udvikle, opdatere eller tilpasse eksisterende klimaarbejde i kommunen, så det lever op til C40’s globale standard. En del af udviklingen vil foregå som "peer-learning", hvor de udvalgte kommuner får mulighed for at udveksle løsninger og erfaringer med andre deltagende kommuner.

De udvalgte kommuners klimaplaner vil bl.a. indeholde anvisninger på, hvordan kommunerne kan blive CO2-neutrale senest i 2050 og sætte ambitiøse delmål for CO2-reduktionen i perioden. Planerne skal samtidig indeholde anvisninger på, hvordan kommunerne ruster borgerne mod klimaforandringernes konsekvenser og for eksempel minimerer risikoen for klimarelaterede oversvømmelser.

– Klimaudfordringerne er et af de allerstørste samfundsmæssige problemer, vi har i øjeblikket, og det er afgørende nødvendigt, at hele verden står sammen og handler nu. Vores erfaring er, at de bedste løsninger opnås i fællesskab og samarbejde. Med DK2020 får danske kommuner muligheden for at være med helt i front og samarbejde, sparre med og lade sig inspirere af verdens førende byer på klimaområdet. DK2020 skal få de bedste klimaløsninger fra resten af verden udbredt i Danmark, og de bedste danske løsninger ud til både resten af Danmark og resten af verden, siger Jesper Nygård, adm. direktør i Realdania. 

DK2020 begynder i maj i år og løber frem til april 2020. Målet er, at de 20 udvalgte kommuner skal have Deadline2020-inspirerede klimaplaner med udgangen af 2020. tek@kl.dk 

LÆS OGSÅ Byråd vedtog klimapolitik - og fløj på studietur bagefter

 

FAKTA

Alle danske kommuner inviteres til at ansøge om deltagelse i projektet.

Ansøgningsfristen er tirsdag den 23. april kl. 12.00.

På baggrund af de indkomne ansøgninger vil Realdania, C40 og CONCITO inden udgangen af april 2019 udvælge de deltagende kommuner.

Der vil ved udvælgelsen blive lagt vægt på et bredt udsnit af danske kommuner fra alle regioner og repræsentation af kommuner i både by- og landdistrikter. Samtidig er det ikke en forudsætning, at der foreligger en ambitiøs klimaplan allerede – der lægges snarere vægt på, at kommunen har en målsætning om at få en ambitiøs klimaplan.  

Målet med DK2020 er at hjælpe 20 danske kommuner med at igangsætte klimaplanlægning med et ambitionsniveau, der lever op til Parisaftalens 1,5° C målsætning inspireret af det globale C40 program Deadline2020.

DK2020 er finansieret af Realdania med 5 mio. kr.  

Til dato har 8 byer udarbejdet klimaplaner: København, New York, London, Paris, Barcelona, Melbourne, Oslo og Stockholm.

Emneord
Klima, Teknik

Kommenter denne artikel

Skriv kommentar
Svar på dette indlæg: Kommuner inviteres til at gå forrest mod klimaudfordringerne Felter med * skal udfyldes
 
Se flere kommentarer

Skriv hvad du søger