11.03.2019 kl. 10.45

Stor grad af tilfredshed blandt ældre i Tønder

En undersøgelse hos brugerne af hjemmeplejen i Tønder viser, at der er stor tilfredshed med den hjælp, som man modtager.
tekst Tom Ekeroth

86 procent af de borgere i Tønder Kommune, der modtager hjælp til personlig pleje, er meget tilfredse eller tilfredse med den hjælp, som de modtager.

Det viser en undersøgelse af tilfredsheden, som kommunen har udført blandt brugerne af hjemmeplejen. En undersøgelse som Tønder Kommune foretager hvert tredje år. Ved den seneste undersøgelse var tilfredsheden på 91 procent blandt dem, der modtog hjælp til personlig pleje, mens den ved undersøgelsen før var på nuværende niveau.

Undersøgelsen viser også, at blandt de borgere, der modtager praktisk hjælp, er 75 procent meget tilfredse eller tilfredse, og det tal er steget med et par procent siden sidste måling. Med 5,0 som det højeste scorer Tønder Kommune 4,16, mens kommunerne i Region Syddanmark i gennemsnit scorer 4,12 og landsgennemsnittet ligger på 4,09.

Irene Holk Lund (V), der er formand for Sundhedsudvalget, glæder sig over, at der er så stor tilfredshed blandt kommunens modtagere af hjemmehjælp:

LÆS OGSÅ Borgere mister pleje efter konkurs

– Det viser, at vores medarbejdere leverer en rigtig god service til de borgere, de besøger, hvilket jeg har den største respekt for. I Sundhedsudvalget følger vi hele tiden udviklingen på området, for det er os meget på sinde, at så mange borgere som muligt er tilfredse med den hjælp, de modtager af kommunen. Vi er opmærksomme på, at tilfredsheden er faldet en smule hos dem, der modtager hjælp til personlig pleje. Jeg er selvfølgelig rigtig glad for, at vi stadig ligger over landsgennemsnittet og Region Syddanmark, når det gælder brugertilfredshed, siger Irene Holk Lund. tek@kl.dk 

Emneord
Hjemmepleje, Ældre

Kommenter denne artikel

Skriv kommentar
Svar på dette indlæg: Stor grad af tilfredshed blandt ældre i Tønder Felter med * skal udfyldes
 
Se flere kommentarer

Skriv hvad du søger