Foto: Colourbox
Foto: Colourbox
08.03.2019 kl. 08.30

Nyborg-sag sætter principiel grænse for kontrol af ansatte

Sagen om skjult videoovervågning af en skoleledelse i Nyborg skal afgøres af Forhandlingsfællesskabet og KL.
tekst Rudi Holm

Nyborg-sagen, hvor en skoleleder og skolesekretær blev videooptaget i det skjulte for at tjekke datasikkerheden, ser ud til at blive en stærkt principiel sag, som kan få stor betydning for, hvor grænsen for kontrollen af offentligt ansatte skal gå.

Nyborg Kommune og KL på den ene side og Lærernes Centralorganisation (LC) og Skolelederforeningen på den anden side har i nogen tid forsøgt at forhandle en løsning, men har måttet opgive at nå til enighed om, hvad konsekvenserne af sagen skal være. Sagen videreføres nu i næste instans mellem KL og Forhandlingsfællesskabet.

LC og Skolelederforeningen mener, at der er sket brud på en gældende aftale "Aftale om kontrolforanstaltninger", og at kommunen må pålægges en bod. Nyborg Kommune og KL mener omvendt, at kommunens institutioner og medarbejdere var informeret om indsatser i forbindelse med datasikkerhed.

– Vi har intet ønske om at trække denne sag i langdrag. Vi er overbeviste om, at der er begået aftalebrud. At kommunen beklager overfor de berørte, ændrer ikke på, at man har brudt den aftale, der gælder, siger formanden for Skolelederforeningen, Claus Hjortdal.

LÆS OGSÅ Lukker kommuner og skoler ude af it-system: Elevers trivselsbesvarelser skal beskyttes bedre

Skolelederforeningen er en af organisationerne i Forhandlingsfællesskabet, og ifølge Claus Hjortdal er Nyborg-sagen helt principiel.

– Og hvis man skal finde noget godt at sige om den, må det være, at man over alt i kommunerne nu er opmærksomme på at håndtere kontrol af datasikkerheden på en ordentlig måde, siger han til Fyens Stiftstidende.

Ifølge juridisk chef i KL, Pernille Christensen, satser KL på, at parterne finder en løsning, alle kan være tilfredse med. ruh@kl.dk 

Kommenter denne artikel

Skriv kommentar
Svar på dette indlæg: Nyborg-sag sætter principiel grænse for kontrol af ansatte Felter med * skal udfyldes
 
Se flere kommentarer

Skriv hvad du søger