Foto: Colourbox
Foto: Colourbox
04.03.2019 kl. 08.30

Odense taber sag om langvarig sagsbehandling

Langsommelig sagsbehandling i en borgers fleksjobsag koster Odense Kommune 188.059 kroner
tekst Rudi Holm

Odense Kommune er i en civilretslig sag blevet dømt til at betale en borger 188.059 kroner i erstatning på grund af "ekstraordinær langvarig" sagsbehandlingstid. Det skriver Fyens Stiftstidende.

Sagen handler om en borger, Ann Christiansen, der først i juli 2017 fik tilkendt et fleksjob – otte år efter, hun havde søgt første gang.

Sagsforløbet begyndte ifølge Fyens Stiftstidende i 2009 i Middelfart Kommune, hvor hun søgte om at blive godkendt til et fleksjob. Fra 2011 til 2013 var hun i jobafklaringsforløb, men flyttede i marts 2014 til Odense, inden hendes sag var blevet endelig afgjort. Beskæftigelses- og socialforvaltningen i Odense Kommune brugte derefter tre år og fire måneder med at komme til en afgørelse i sagen.

I afgørelsen hedder det, at "Det beror på et skøn, om sagen var fuldt oplyst ved de sagsakter, som Odense Kommune modtog fra Middelfart Kommune, eller om der var behov for en yderligere afprøvning af arbejdsevnen."

LÆS OGSÅ Dom fører til krav om ren straffeattest i ældreplejen

– Der bør indrømmes Odense Kommune en rimelig sagsbehandlingstid til eventuel yderligere afklaring af arbejdsevnen og forberedelse af sagen til afgørelse. Denne tid kan passende fastsættes til cirka et år. Den del af Odense Kommunes sagsbehandlingstid, der ligger efter 1. april 2015, har været ekstraordinært langvarig, at det kan begrunde et erstatningsansvar for Odense Kommune over for Ann Christiansen, lyder det i afgørelsen.

Hovedpersonen er ifølge avisen tilfreds med udfaldet, selv om hendes oprindelige krav lød på 311.000 kroner.

– Jeg er glad for, at jeg blev renset for det, som Odense Kommune har kørt på under sagen – og egentlig også under selve sagsbehandlingen – at jeg har modarbejdet min egen sag. At det var mig, der var skyld i, at forvaltningen blev nødt til at trække det hele så meget i langdrag. Det er en stor lettelse for mig, at retten nu slår fast, at det ikke forholdt sig sådan, og det betyder meget mere end pengene, siger Ann Christiansen til Fyens Siftstidende og fastslår:

– Men jeg håber også på, at dommen kan bruges som bremseklods over for kommunerne. At de nu kan se, at de fremover ikke fuldstændigt omkostningsfrit kan trække sagerne i langdrag. Der er trods alt en grænse.

LÆS OGSÅ Region slæbes i retten for at fyre fleksjobbere

Kommunen blev ud over erstatningen dømt til at betale Ann Christiansens sagsomkostninger på 44.000 kroner.

Til Fyens Stiftstidende oplyser Odense Kommunes advokat, at sagen vil blive anket til landsretten. ruh@kl.dk 

Kommenter denne artikel

Skriv kommentar
Svar på dette indlæg: Odense taber sag om langvarig sagsbehandling Felter med * skal udfyldes
 
Af: Allan Wallin
Den 05.03.2019 kl. 13:10

Hvor svært kan det være i kommunerne!!!!

svar på: Odense taber sag om langvarig sagsbehandling

Det er jo ikke den eneste sag, som trækkes i langdrag, Det sker fordi borgerne ikke bliver hørt, er det dumhed eller er det "kloge Åge" eller simpel kassetænkning?? , Det mangel på, at kunne se en problemstilling, lang sagsbehandling kostet også kommunen penge, istedet for at betale promte og komme videre, dommen kan medføre et hav af sager med urimelige lange sagsbehandlingstider!!!

Se flere kommentarer

Skriv hvad du søger