Foto: Colourbox
Foto: Colourbox
01.03.2019 kl. 12.35

Haderslevsag fortsætter: Jeg går stadig efter direktører

Uoverensstemmelserne mellem byrådspolitiker Mogens Rerup (EL) og primært borgmester Hans Peter Geil (V) og kommunens administration gik i første omgang på, at Mogens Rerup offentliggjorde og kritiserede personer fra kommunen i sine Facebookopslag.

Den ubehagelige sag, hvor et byrådsmedlem blev anklaget for at bryde loven ved at offentliggøre navne på blandt andet sagsbehandlere fra konkrete sager, lader til at forsætte.

Byrådsmedlem for Enhedslisten i Haderslev Kommune, Mogens Rerup, kunne efter et lukket punkt på et økonomiudvalgsmøde i februar erfare, at et flertal af økonomiudvalgets medlemmer har besluttet at indlede forberedelser til et civilt søgsmål mod ham. Og at kommunen vil betale for denne.

Senere blev formuleringen af borgmester Hans Peter Geil rettet til, at retssagen kun bliver til noget, hvis de ansatte ønsker at rejse den.

Den beslutning blev truffet i kølvandet på, at Mogens Rerup flere gange har benyttet sin offentlige Facebookprofil til at kritisere ansatte i jobcenteret og beskyldt dem for at bryde loven. Han har også bragt navnet på ansatte.

LÆS OGSÅ Arbejdsfællesskaber skal bidrage til arbejdsglæde og bedre service

– Vi kan ikke bare lade stå til, at alle kan skrive og gøre, hvad de vil om offentligt ansatte. Og slet ikke når man er byrådsmedlem, siger borgmester Hans Peter Geil til BT.

Mogens Rerup arbejder ved siden af sin post i byrådet som partsrepræsentant eller bisidder ved for eksempel borgeres møder ved jobcenteret, og det er i denne forbindelse, han har gjort sig erfaringer med de ansatte, som han deler på sin åbne profil.

Han fastholder, at han ikke har overtrådt loven, samtidig med at Haderslev Kommune har bedt Kommunernes Landsforening om yderligere hjælp til at håndtere sagen. KL meldte i første omgang tilbage, at de anbefaler, at Haderslev Kommune pålægger de pågældende direktører og chefer at anlægge civilt søgsmål på kommunens regning mod Mogens Rerup med påstand om at blive renset for ærekrænkende beskyldninger.

Djøf bakker op

Mens Haderslev Kommune afventer yderligere assitance fra KL om procedurer i den kedelige sag, bakker Djøf op om den kommunale administration i kommunen og kalder det for en god beslutning, at kommunen går ind i sagen for at beskytte deres borgere.

LÆS OGSÅ Kommune forbereder civilt søgsmål mod byrådspolitiker

- Vi synes, det er godt, at Haderslev Kommune tager ansvar for at beskytte deres ansatte mod uberettigede beskyldninger og chikane. Det er jo et arbejdsgiveransvar at tage hånd om arbejdsmiljøet, og dermed også at værne dem mod denne her slags, siger Rami Christian Sørensen, juridisk chef hos Djøf til Nyhedsmagasinet Danske Kommuner.

- Der er en stigende tendens til usaglige og personlige angreb på offentligt ansatte på sociale medier, og der er et mere råt og nedgørende sprogbrug. Her skal arbejdsgiveren sikre, at den ansatte får en god og skånsom proces, når der sker sådan noget. Det skal ikke være ansvarsfrit at komme med den slags udtryk, og samtidig kan det have en præventiv effekt, siger han og understreger, at man ikke er bekendt med detaljerne i den specifikke sag.

Kammeratlig samtale

Mens den sag er ved at blive udredt, lover Mogens Rerup dog, at han ikke vil offentliggøre navne på folk, han definerer som 'basismedarbejdere'.

Det sker efter en samtale med Enhedslistens Christiansborgpolitiker Finn Sørensen, der tager afstand fra Mogens Rerups opslag.

LÆS OGSÅ Vallensbæk taler med medarbejderne

- Det går ikke at hænge medarbejdere ud og sætte dem i gabestok i offentligheden. Det tager vi skarpt afstand fra, siger kommunalordfører Finn Sørensen til DR.

En kommentar som Mogens Rerup tager til efterretning, siger han.

Går stadig efter direktører

Mogens Rerup skriver dog selv på Facebook, at han ikke vil afstå fra at nævne direktører med navn i sine offentlige opslag.

– Jeg har d.d. lovet Ø (Enhedslisten, red.), at uanset om det er lovligt, så nævner jeg ikke navnene på kommunalt ansatte - basismedarbejdere - på Facebook i fremtiden, uanset hvad de har foretaget sig af urimelig adfærd i forhold til sagesløse borgere. Det gælder naturligvis ikke chefer og slet ikke direktører, skriver han.

LÆS OGSÅ Gang i håndvasken giver mindre sygefravær

Mogens Rerup har, trods den massive kritik fra byrådskolleger og den kommunale administration, modtaget ros fra reformramte som eksempelvis Kim Madsen, stifter af gruppen 'Jobcentrets ofre', der offentligt har givet sin opbakning. sisk@kl.dk 

Kommenter denne artikel

Skriv kommentar
Svar på dette indlæg: Haderslevsag fortsætter: Jeg går stadig efter direktører Felter med * skal udfyldes
 
Se flere kommentarer

Skriv hvad du søger