Foto: Colourbox
Foto: Colourbox
24.05.2019 kl. 10.30

Britta Nielsen tiltales for svindel

117 millioner kroner er forsvundet fra Socialstyrelsen i den såkaldte Britta Nielsen-sag. SØIK har i dag tiltalt den 64-årige kvinde for groft embedsmisbrug, bedrageri og dokumentfalsk.
tekst Rudi Holm

Statsadvokaten for Særlig Økonomisk og International Kriminalitet (SØIK) har i dag tiltalt den tidligere ansatte i Socialstyrelsen Britta Nielsen for svindel med offentlige midler.

Over 300 gange overførte den 64-årige kvinde ifølge anklageskriftet offentlige tilskudsmidler til sig selv, og i alt blev der svindlet for næsten 117 millioner kroner i perioden 1993 til 2018. Det oplyser statsadvokat Morten Niels Jakobsen, der er chef for SØIK.

– Det er stærkt ødelæggende for tilliden til den offentlige sektor, hvis personer, der er sat til at administrere vores fælles værdier, misbruger den stilling og dermed den tillid, de er blevet betroet. Det siger sig selv, at det er en særdeles alvorlig sag, hvis man som medarbejder i den offentlige sektor beriger sig selv på bekostning af samfundet. Det er derfor vigtigt, at den type sager efterforskes meget grundigt og samtidig bliver behandlet så hurtigt som muligt, og jeg er meget tilfreds med, at der efter relativt kort tid nu er blevet rejst tiltale i sagen, siger Morten Niels Jakobsen.

Socialstyrelsen indgav i september i fjor en anmeldelse til politiet om uregelmæssigheder i forvaltningen af satspuljemidler. Det skete blandt andet, efter at en ansat i Roskilde Kommune havde påpeget fejl i Socialstyrelsens udregninger.

LÆS OGSÅ KL mener: Kampen mod socialbedrageri kræver samarbejde!

Britta Nielsen blev den 5. november efter anmodning fra de danske myndigheder anholdt i Sydafrika og 8. november udleveret til Danmark, hvorefter hun blev anholdt og varetægtsfængslet. I dag er hun efter en grundig efterforskning i SØIK blevet tiltalt for groft bedrageri, embedsmisbrug og dokumentfalsk.

Som en del af den kommende straffesag vil SØIK nedlægge påstand om konfiskation af mere end 113 millioner kroner.

– Vi leder meget bredt efter pengene og værdier, herunder indestående på konti, biler og fast ejendom, i både Danmark og udlandet, og vi har fundet en del, som vi mener er omfattet af konfiskationskravet. Om samfundet nogensinde får alle pengene tilbage, kan jeg desværre ikke love, men vi gør alt, hvad der står i vores magt for, at så mange penge som overhovedet muligt kommer retur til statskassen, siger Morten Niels Jakobsen.

Det er endnu ikke besluttet, hvornår sagen kommer for retten. Det efterforskes stadig, om det er muligt at rejse tiltale mod andre i sagen. ruh@kl.dk 

LÆS OGSÅ Sociale bedragere er jaget vildt
FOR ABONNENTER

Kommenter denne artikel

Skriv kommentar
Svar på dette indlæg: Britta Nielsen tiltales for svindel Felter med * skal udfyldes
 
Se flere kommentarer

Skriv hvad du søger