Arkivfoto
Arkivfoto
22.05.2019 kl. 09.00

KL-formand: Stop de mange valgløfter

KL og DA advarer politikerne mod at udstede for mange løfter i valgkampen.
tekst Rudi Holm

Det vrimler med løfter fra landets politikere i den igangværende valgkamp, men nu advarer såvel KL's formand, Jacob Bundsgaard (S), som Dansk Arbejdsgiverforenings administrerende direktør, Jacob Holbraad, mod de mange løfter.

– Der er kun de penge, der er, og derudover er det benhård politisk prioritering. Hvis ikke den prioritering skal lande i kommunerne og være et valg mellem små børn og ældre over 80 år, kræver det, at man ikke bruger pengene på alt muligt andet, siger Jacob Bundsgaard til Berlingske.

Ifølge avisen vil det såkaldte demografiske træk tage 20,5 milliarder kroner af det råderum, der er skabt på i alt 21,5 milliarder kroner i 2025.

KL's formand understreger over for Berlingske, at advarslen mod at love guld og grønne skove er rettet mod alle partier.

LÆS OGSÅ Forvaltning slår alarm: Likviditeten er presset

– Den hårde økonomiske virkelighed er, at alt, hvad der ligger ud over de 21,5 milliarder, skal finansieres, enten ved, at man filer på sine løfter i valgkampen, eller ved at skabe mere vækst og større indtægter til fællesskabet, siger Jacob Bundsgaard.

Også i Dansk Arbejdsgiverforening er der dybe panderynker over valgkampen.

– Det er bekymrende, at vi har en valgkamp, som i den grad handler om, hvordan vi bruger råderummet og mere til. Og meget lidt om, hvordan vi skaffer større vækst og en stærkere dansk økonomi, siger Jacob Holbraad til Berlingske.

De to organisationer bakkes op af tidligere overvismand, professor i økonomi på Københavns Universitet Hans Jørgen Whitta-Jacobsen, der påpeger, at den offentlige økonomi de næste år er "meget skrabet".

LÆS OGSÅ Flertal i Aarhus er klar til at skære i konsulentregningen

– Selve ordet råderum lyder jo, som om der står nogle penge, som man kan bruge, ligesom man vil. Man puster det op og siger, at der er 69 milliarder kroner, men den stigning, man lægger op til, betyder kun, at den offentlige service kan forblive på det nuværende niveau, siger han til Berlingske. ruh@kl.dk 

Kommenter denne artikel

Skriv kommentar
Svar på dette indlæg: KL-formand: Stop de mange valgløfter Felter med * skal udfyldes
 
Se flere kommentarer

Skriv hvad du søger