Foto: Københavns Kommune
Foto: Københavns Kommune
21.05.2019 kl. 10.00

Gravide medarbejdere får en hjælpende hånd

Københavns Kommune vil tilbyde gravide i faste nattevagter, at de kan blive overflyttet til dagvagter.
tekst Rudi Holm

Gravide medarbejdere med faste nattevagter kan fremover bede om at komme på dagarbejde, hvis de er ansat i Københavns Kommune.

Ifølge forskningsstudier har gravide i faste nattevagter øget risiko for ufrivillig abort og svangerskabsforgiftning.

Den viden får nu, ifølge netmediet A4nu, Københavns sundheds- og omsorgsborgmester Sisse Marie Welling (SF) til at tilbyde alle gravide sygeplejersker og social- og sundhedsmedarbejdere i kommunen at blive overflyttet til dagvagter.

– Som arbejdsgivere har vi ansvaret for at sikre et godt og sundt arbejdsmiljø for vores medarbejdere. Med den viden, vi har fra flere nye studier om gravides risiko ved at arbejde på nattevagt, er vi nødt til at handle, siger Sisse Marie Welling til A4nu. 

LÆS OGSÅ Sådan gør vi: En sund arbejdsplads for alle ansatte
FOR ABONNENTER

Kommunens sundheds- og omsorgsforvaltning forpligtes til at tilbyde medarbejderen at blive flyttet til dagarbejde, når hun fortæller, at hun er gravid eller i fertilitetsbehandling. Medarbejderen vil blive kompenseret med personlige tillæg, så hun ikke går ned i løn, fordi hun mister sine nattillæg. 

I øjeblikket arbejder 288 medarbejdere i kommunens natpleje og i faste nattevagter på byens plejehjem. Hvor mange der vil blive overført til dagarbejde, har kommunen ikke noget konkret bud på.

– Uanset om det er én eller 200 gravide, der arbejder på nattevagt, så er det en for meget. Den risiko, der både er for de gravide og deres ufødte børn, bliver vi nødt til at håndtere. Jeg håber også, at andre arbejdsgivere vil gå foran og sikre et sundt arbejdsmiljø for deres gravide nattevagter, siger Sisse Marie Welling til netmediet. ruh@kl.dk 

Kommenter denne artikel

Skriv kommentar
Svar på dette indlæg: Gravide medarbejdere får en hjælpende hånd Felter med * skal udfyldes
 
Se flere kommentarer

Skriv hvad du søger