Gellerup i Aarhus Kommune skal igennem en langvarig og stor udviklingsplan, hvor der blandt andet skal bygges 900 nye private boliger. (Foto: Aarhus Kommune)
Gellerup i Aarhus Kommune skal igennem en langvarig og stor udviklingsplan, hvor der blandt andet skal bygges 900 nye private boliger. (Foto: Aarhus Kommune)
07.05.2019 kl. 10.40

Aftale på plads: Gellerup skal rive 600 boliger ned

600 boliger skal rives ned i det almene boligområde Gellerup og Toveshøj. Det har Brabrand Boligforening som ejer og Aarhus Kommune indgået en aftale om. Kommunen har spillet med sin myndighedsmagt i en ulige forhandling, siger boligforeningens formand.

Aarhus Kommune og Brabrand Boligforening, som ejer boligområdet Gellerup og Toveshøj, har indgået en aftale om boligområdets fremtid. Den betyder, at 600 boliger skal rives ned, mens der samtidig bliver gjort plads til 900 nye private boliger og 17.000 kvadratmeter erhverv. Det oplyser Aarhus Kommune i en pressemeddelelse om aftalen, der blev indgået mandag aften.

– Det er meget store omdannelser, der lægges op til i Gellerup og Toveshøj. Planen vil ændre karakteren af kvartererne fuldstændig. Det er et opgør med den boligpolitik, der har skabt området. Hensigten er at skabe et område, hvor unge vokser op med gode rollemodeller og sikre, at det er et trygt og godt lokalområde at vokse op i, siger Aarhus-borgmester Jacob Bundsgaard (S) til Lokalavisen Aarhus.

Her understreger borgmesteren desuden, at der er behov for ændringerne for at gøre op med mere ungdomskriminalitet, ringere uddannelsesniveau og højere arbejdsløshed end i resten af kommunen.

Aftalen skal sikre, at Gellerup og Toveshøj, der i øjeblikket står på listen over hårde ghettoområder, i 2030 ikke længere vil være en ghetto. Det kræver ifølge den aftale, som et flertal i Folketinget vedtog i december 2018 – den såkaldte Ghettoplan – at Gellerup og Toveshøj nedbringer andelen af almene familieboliger til 40 procent. 

LÆS OGSÅ Fond skyder penge i ghettoplaner

Nedrivningsplanerne er ikke fuldstændigt konkretiseret endnu, men skal foregå i to faser. Mellem 2021 og 2024 bliver 400 boliger allerede udpegede boliger i Gellerup revet ned, og i 2023 bliver det besluttet, hvilke 200 boliger, der skal rives ned i Toveshøj.

Når nedrivningerne og nybyggeriet er færdigt, vil der ifølge Aarhus Kommunes pressemeddelelse bo 9.000 personer i området. I dag bor der omkring 5.000 personer.

Kritik af forhandling

I Brabrand Boligforening, der er den ene part i aftalen, lyder der hård kritik af forhandlingerne. I en pressemeddelelse, som boligforeningen har publiceret, efter aftalen blev indgået, lyder det, at boligforeningen "nødtvungent måtte acceptere forhandlingsresultatet".

– Brabrand Boligforening har oplevet et forhandlingsforløb, hvor Aarhus Kommune har spillet med sin myndighedsmagt for at fastholde flest mulige nedrivninger. Det har givet et uskønt forhandlingsforløb, hvor borgmesterens afdeling tilbage i oktober 2018 spurgte boligministeriet, hvorvidt kommunens tilsynsmyndighed kan sætte Brabrand Boligforening under administration. Fremgangsmåden ville kunne gennemtvinge en kommunal plan hen over hovedet på beboerdemokratiet og betyde, at kommunen samtidig kunne sende regningen til Landsbyggefonden, står der i pressemeddelelsen.

LÆS OGSÅ Ghettoaftale i Aarhus på plads: Men Gellerup siger nej

Her kalder formanden for boligforeningen, Keld Albrechtsen, planerne om nedrivninger af 600 boliger for unødvendige.

– Nedrivning af 600 boliger er helt unødvendigt for at opfylde den lov, som Folketinget har vedtaget, men Aarhus Kommune har ønsket at gå meget længere, end Folketinget har besluttet. Vi har hele tiden været stærkt kritiske overfor kommunens krav om nedrivninger, og det er vi fortsat, siger Keld Albrechtsen, der tidligere har siddet i Folketinget for Enhedslisten.

Oprindeligt var udspillet før forhandlingerne, at 720 boliger skulle rives ned. Det fik boligforeningen trods alt forhandlet ned til 600. Men Keld Albrechtsen oplevede alligevel forhandlingerne som David mod Goliat.

– Når et ministerium og en stor kommune står sammen i en forhandling mod en boligforening, så er der et styrkeforhold som betyder, at der er tale om en meget ulige forhandling. Med det ulige styrkeforhold i forhandlingerne har vi måttet koncentrere os om at sikre de mindst ringe vilkår for vores beboere og for de andre afdelinger i vores boligforening, siger han.

LÆS OGSÅ Fire hårde ghettoer har søgt om nedrivningsdispensation - tre har fået afslag

Genhusning

Beboerne i Gellerup og Toveshøj bliver på et møde i dag tirsdag præsenteret for aftalen. Aftalen indebærer, at de familier, hvis boliger skal rives ned, har ret til at blive anvist en anden bolig i en af Aarhus Kommunes boligforeninger.

– Nu forestår der et meget stort arbejde med at hjælpe de mange familier, som går en usikker fremtid i møde. Vi vil naturligvis gøre alt, hvad vi formår for at hjælpe og for at sikre, at familierne får tilbudt et nyt hjem enten i Gellerup eller andre dele af Aarhus, som de kan blive tilfredse med, siger Keld Albrechtsen.

Aftalen skal formelt vedtages af Brabrand Boligforenings repræsentantskab på et møde den 27. maj. jki@kl.dk

Forneden kan du se en visualisering af planen for Gellerup, som Brabrand Boligforening har offentliggjort på deres hjemmeside.

LÆS OGSÅ Danskerne støtter den blandede by - men vil ikke bo i en ghetto

Visualisering af det nye Gellerup-område. (Illustration: Brabrand Boligforening)

Kommenter denne artikel

Skriv kommentar
Svar på dette indlæg: Aftale på plads: Gellerup skal rive 600 boliger ned Felter med * skal udfyldes
 
Se flere kommentarer

Skriv hvad du søger