Krigshistorisk Festival i Rødovre er et tilløbsstykke. Foto: Per Dyrby, Krigshistorisk Festival
Krigshistorisk Festival i Rødovre er et tilløbsstykke. Foto: Per Dyrby, Krigshistorisk Festival
19.06.2019 kl. 08.00

Tusinder gik til krig i Rødovre Kommune

Folkemødet på Bornholm var ikke weekendens eneste trækplaster. Krigshistorisk Festival trak mellem 15.000 og 18.000 besøgende til Rødovre, hvor Oplevelsescenter Vestvolden havde arrangeret Krigshistorisk Festival for tredje gang.
tekst Tom Ekeroth

300 historiske aktører fra Danmark, Sverige, Tyskland og Polen havde slået lejre langs den 1.200 meter lange tidslinje, der i år spændte fra antikkens romerske legionærer til det moderne hjemmeværn anno 2019. Mellem 15.000 og 18.000 mennesker var forbi festivalområdet på Vestvolden i løbet af weekenden.

– Det har været en fornøjelse at se, hvor stor interesse der er for historien, og hvordan børn og voksne sammen er gået på opdagelse i de mange lejre langs tidslinjen og har nydt de mange opvisninger. Vi har trods regnen lørdag igen i år haft besøg af rigtig mange mennesker, siger Martin Jespersen, festivalchef og museumsleder i Oplevelsescenter Vestvolden.

Centret drives i nært samarbejde med Kultur- og Fritidsområdet i Rødovre Kommune.

Det er tredje gang, der blev holdt Krigshistorisk Festival på Vestvolden mellem Ejbybunkeren og Artillerimagasinet på Vestvolden i Rødovre. I 2020 vender Krigshistorisk Festival tilbage i weekenden den 13.-14. juni. tek@kl.dk 

LÆS OGSÅ Kommuner spiller større rolle i kulturstøtten

Fakta

Den 14,2 km lange Vestvold blev opført som en del af Københavns Befæstning 1888-1892. Københavns Befæstning har aldrig været anvendt i krig, men blev under 1. verdenskrig gjort klar til kamp og bemandet med knap 50.000 soldater fra den sikringsstyrke, der vogtede Danmarks neutralitet. Vestvolden er i dag Danmarks største fredede fortidsminde.

Ejbybunkeren blev bygget som operationscentral for Københavns Luftforsvar i begyndelsen af den kolde krig. Den 1.300 kvm store delvist underjordiske bunker har i forskellige funktioner været anvendt af Forsvaret helt frem til 2001.

Oplevelsescenter Vestvolden drives til dagligt i et nært samarbejde mellem Kultur- og Fritidsområdet i Rødovre Kommune og Jobcenter Rødovres afdeling på Vestvolden og er dermed både en kulturhistorisk formidlingsinstitution og et beskæftigelsesprojekt, der arbejder med formidling af Voldens historie.

Tilsammen driver de udstillings- og formidlingsaktiviteter i Ejbybunkeren og Artillerimagasinet og på Vestvolden mellem Jyllingevej og Roskildevej. De ledige og ansatte i Jobcenter Rødovres afdeling på Volden arbejder blandt andet med naturpleje, restaurering af de historiske bygværker, værkstedsarbejde, formidling af Vestvoldens historie og cafedrift i Artillerimagasinet.

Emneord
Fritid, Kultur

Kommenter denne artikel

Skriv kommentar
Svar på dette indlæg: Tusinder gik til krig i Rødovre Kommune Felter med * skal udfyldes
 
Se flere kommentarer

Skriv hvad du søger