Foto: Solrød Kommune
Foto: Solrød Kommune
03.06.2019 kl. 13.30

Solrød giver de unge en café

Fællesskab og kreativitet er i fokus i Solrød Kommunes kommende ungecafé, som de unge selv har været med til at definere rammerne for.
tekst Tom Ekeroth

Der bliver både plads til at være kreativ og bare at hænge ud med vennerne i Solrød Kommunes nye ungecafé, som byrådet netop har afsat 300.000 kroner til.

Caféen bliver etableret i lokaler på Solrød Gl. Skole, og de unge har selv været med til at definere, hvad sådan en café skal indeholde for, at "det er et fedt sted at hænge ud". De unges ønskeliste er blandt andet mundet ud i et hyggeligt loungested, hvor man kan slænge sig i sofaer, et sceneområde, hvor man for eksempel kan give koncert med sit band, og langborde, hvor man kan hygge sig med brætspil.

De unge bestemmer selv aktiviteterne

Ungecaféen var en del af byrådets aftale om budget 2019, og den er tænkt som et fleksibelt sted, de unge selv kan byde ind på at bruge til forskellige arrangementer. Den er derfor som udgangspunkt ikke bemandet i dagligdagen.

– Vi vil gerne skabe nogle fleksible rammer, hvor fællesskabet kan trives, og hvor vores unge mennesker kan mødes om det, de har lyst til. Men vores unge skal også selv tage ansvar og byde ind med arrangementer – det er jo dem, der bedst ved, hvad de har lyst til at bruge deres fritid på. Så støtter vi naturligvis op om deres initiativer, siger formand for Familie- og uddannelsesudvalget Kim Sunesen (V).

LÆS OGSÅ Flertallet af unge har et godt fritidsliv

Den nye ungecafé, som efter planen skal stå færdig til september, er tænkt som et sted, der kan appellere til en bredere kreds af unge end dem, der typisk kommer i en af kommunens ungdomsklubber. Den tanke har grobund i en stor rapport om Solrøds unges fritidsliv fra sidste år, som pegede på behov for flere forskellige miljøer til de unge som supplement til de eksisterende ungdomsklubber. tek@kl.dk 

Kommenter denne artikel

Skriv kommentar
Svar på dette indlæg: Solrød giver de unge en café Felter med * skal udfyldes
 
Se flere kommentarer

Skriv hvad du søger