Foto: Hung Tien Vu
Foto: Hung Tien Vu
31.01.2019 kl. 11.30

København vil straffe færre unge arbejdsløse

Udsatte grupper skal have mere støtte, inden de rammes på pengepungen, mener et enigt beskæftigelses- og integrationsudvalg i Københavns Kommune.
tekst Rudi Holm

Københavns Kommune har besluttet at iværksætte en plan, der skal føre til, at færre unge arbejdsløse straffes økonomisk, hvis de for eksempel glemmer at møde op til en aftale med deres sagsbehandler.

Kommunen skal fremover i højere grad inddrage den unges sagsbehandler for at høre, om der kan være formildende årsager til den lediges forseelse, inden det besluttes, om der skal tildeles en sanktion. Derudover skal kommunen også sikre sig, at det bringer den unge tættere på arbejdsmarkedet, hvis der gives en sanktion.

Den særlige indsats er vedtaget af et enigt beskæftigelses- og integrationsudvalg i Københavns Kommune. Det kom på plads efter pres fra blandt andre en række sociale bevægelser.

– Det er godt, at der nu gøres et forsøg på at straffe mindre. For den hidtidige praksis har ramt de svageste hårdest, fordi mange udsatte ikke magter at følge med i deres e-boks. Når de mister forsørgelsesgrundlaget, får de trukket tæppet væk under sig. Det har skabt hjemløshed, misbrug og ulykke, siger Gyda Heding, arbejdsmarkedsordfører for Enhedslisten i København.

LÆS OGSÅ Færre tilflyttere søger kontanthjælp i Guldborgsund

Københavns Kommune har ligget langt over landsgennemsnittet for sanktioner af borgere på kontanthjælp. Det ramte således 22 procent af de københavnske ledige i fjor mod Aarhus Kommunes 5,5 procent. Særligt de aktivitetsparate unge blev ramt. Her blev knap hver tredje udsat for en sanktion i 2018. ruh@kl.dk  

Kommenter denne artikel

Skriv kommentar
Svar på dette indlæg: København vil straffe færre unge arbejdsløse Felter med * skal udfyldes
 
Se flere kommentarer

Skriv hvad du søger