Foto: Colourbox
Foto: Colourbox
30.01.2019 kl. 10.00

Ny politisk aftale om folkeskolen: Yngste elever får kortere skoledage

Et bredt flertal på Christiansborg er blevet enige om at øge den lokale frihed for folkeskolerne.
tekst Rudi Holm

De yngste elever i folkeskolen kan se frem til kortere skoledage, efter at et bredt flertal i Folketinget i dag er blevet enige om en række justeringer af folkeskolen.

Helt præcist bliver skoleugen 2 ¼ klokketime kortere for de yngste elever. For de resterende klassetrin får kommuner og folkeskoler øget frihed til lokalt at tilrettelægge skoleugen. Der gives blandt andet mulighed for at konvertere op til to timer af den understøttende undervisning til for eksempel flere voksne i undervisningen, hvilket vil kunne betyde en afkortning af skoleugen, skriver Finansministeriet i en pressemeddelelse.

– Med aftalen får folkeskolerne nu en større lokal frihed, så det bliver op til den enkelte skole og kommune at indrette en skoleuge, der passer til deres elever. Den beslutning bor bedst hos dem, der kender eleverne og de lokale behov frem for på Christiansborg, siger undervisningsminister Merete Riisager (LA).

Aftalepartierne – regeringen, Socialdemokratiet, Dansk Folkeparti, Radikale Venstre og Socialistisk Folkeparti –ønsker, ud over mere lokal frihed, flere fagtimer, styrket understøttende undervisning, færre vikartimer og en læseindsats. Til at styrke den understøttende undervisning er der sat følgende beløb af: 128 millioner kroner i 2019, 283 millioner kroner i 2020 og 249 millioner kroner i 2021. Pengene kan blandt andet anvendes til lærere og pædagoger.

LÆS OGSÅ KL: Folkeskolen har brug for bred opbakning

– Med aftalen sikrer vi fortsat en folkeskole, der løfter alle børn, uanset den sociale baggrund. Vi har samtidig skabt bred politisk enighed om folkeskolen, hvor vi har sikret, at pengene bliver i undervisningen, og at der derudover sikres økonomi til kommunerne til dækning af øget aktivitet i fritidstilbud, siger Nicolai Wammen, politisk ordfører for Socialdemokratiet.

Thomas Medom (SF), rådmand for Børn og Unge i Aarhus Kommune, er tilfreds med aftalen.

– Danske børn skal ikke have det, der er kaldt verdens længste skoledag, og ingen vil savne den. Aftalen er en lille sejr for fornuften og en stor sejr for elevernes og medarbejdernes hverdag i folkeskolen. Vi var endt i en situation, hvor kvantitet var blevet vigtigere end kvalitet, og det var på tide, at der blev lyttet til børn, medarbejder og forældre, siger Thomas Medom.

Læs mere om aftalen her https://www.fm.dk/nyheder/pressemeddelelser/2019/01/skolenyhed  ruh@kl.dk 

LÆS OGSÅ Læreruddannelsen er forbedret, men for uambitiøs

Kommenter denne artikel

Skriv kommentar
Svar på dette indlæg: Ny politisk aftale om folkeskolen: Yngste elever får kortere skoledage Felter med * skal udfyldes
 
Se flere kommentarer

Skriv hvad du søger