Foto: Kim Wyon
Foto: Kim Wyon
24.01.2019 kl. 09.00

Aarhus indgår partnerskab med Airbnb

Som første by i Danmark har Aarhus indgået et samarbejde med onlineportalen for privat boligudlejning, Airbnb. Partnerskabet skal styrke turismen, skabe nye ambassadører for Aarhus og promovere byen internationalt.
tekst Tom Ekeroth

VisitAarhus og Airbnb indgår partnerskab og stifter dermed det første samarbejde nogensinde mellem en officiel dansk turistorganisation og den førende platform for privat udlejning, Airbnb. Samarbejdet skal øge turismen og styrke den internationale promovering af Aarhus som attraktiv rejsedestination.

– I Aarhus har vi store ambitioner for byen og for turismen. Målet er, at vi i 2025 har fordoblet antallet af gæstenætter fra en til to  millioner, og i den forbindelse er Airbnb et stærkt og nødvendigt middel til vækst. Det ligger i byens DNA at favne udviklingen og bruge den positivt. Med samarbejdet sikrer vi viden og adgang til et attraktivt, voksende segment, der kan sprede fortællingen om Aarhus til nye verdenshjørner. Derfor er det helt naturligt for os at samarbejde med Airbnb – ligesom vi samarbejder med alle andre turismeaktører i byen, siger direktør i VisitAarhus, Peer H. Kristensen.

Et stigende antal rejsende ønsker at indlogere sig i private boliger og få en ”local living” oplevelse af den by, de besøger. Sidste år besøgte 61.500 Airbnb-gæster Aarhus og overnattede gennemsnitligt 3,5 nætter. Med partnerskabet kan de 4.000 lokale Airbnb-værter nu klædes på som Aarhus-ambassadører, og de første værtsmøder har allerede fundet sted. Samtidig styrker samarbejdet Aarhus’ position som moderne og attraktiv destination på verdenskortet.

– Det glæder mig at kunne byde Airbnb velkommen som en engageret part i arbejdet med at markedsføre Aarhus. Med det nye partnerskab bidrager Airbnb nu på lige fod med byens hoteller og andre aktører til den forventede vækst i turismen i de kommende år. Partnerskabet er udtryk for en aktiv og fremsynet tilgang til den nye turismevirkelighed, og jeg forventer en fortsat god dialog om, hvordan Airbnb’s tilstedeværelse i årene fremover kan styrke turismen i Aarhus, siger borgmester i Aarhus Kommune, Jacob Bundsgaard (S). tek@kl.dk 

LÆS OGSÅ Landets største turismesamarbejde har fået navn

Fakta 

Airbnb er repræsenteret i 191 lande over hele verden. Onlineportalen har længe haft et godt øje til den danske second city og deltog, da Aarhus i 2016 var vært ved verdens første deleøkonomiske festival. Det fortæller Head of Public Policy, The Netherlands & Nordics, Airbnb, Pieter Guldemond, som ser frem til, at partnerne i fællesskab kan gøde byens turisme.

Emneord
Turisme

Kommenter denne artikel

Skriv kommentar
Svar på dette indlæg: Aarhus indgår partnerskab med Airbnb Felter med * skal udfyldes
 
Se flere kommentarer

Skriv hvad du søger