Foto: Colourbox
Foto: Colourbox
14.01.2019 kl. 09.36

Sundhedsreform: Penge til kommunerne skal give 40.000 færre indlæggelser

Flere penge til kommunerne og de almene praksisser skal nedbringe antallet af sygehusbesøg med 500.000 og antallet af indlæggelser med 40.000. Det fortæller statsministeren om det endnu ikke offentliggjorte udspil til en sundhedsreform.

500.000 færre sygehusbesøg og 40.000 færre indlæggelser. Det skal ifølge statsminister Lars Løkke Rasmussen (V) være resultatet af den bebudede sundhedsreform. Det fortæller han til DR.

– Vi tror på, at vi kan reducere antallet af ambulante behandlinger på sygehusene med 500.000. Og vi tror, at 40.000 indlæggelser kan undgås, hvis kommunerne sammen med de almene praksisser bliver klædt bedre på, siger Lars Løkke Rasmussen til DR.

Resultaterne skal være opnået i 2025 og skal ske ved at tilføre penge og personale til kommunerne og de almene praksisser. Dertil kommer de bebudede 21 sundhedshuse, som skal oprettes som sundhedsfællesskaber.

Ekspert: Tvivler på resultater

Reduceringen af sygehusbesøg og indlæggelser skal opnås ved at patienter med en række sygdomme som diabetes, KOL, angst og depression i stedet for at besøge sygehuset skal behandles hos læger i sundhedshusene.

LÆS OGSÅ Frygt, bekymringer og lidelser: Reaktioner på regeringens sundhedsreform

Professor i sundhedsøkonomi Kjeld Møller Pedersen siger til DR, at tanken om at flytte mere af behandlingen væk fra sygehusene og tættere på borgerne er fin. Han tvivler dog på, at en sundhedsreform vil betyde, at der kommer 40.000 færre indlæggelser ved at flytte mere behandling ud i sundhedshuse.

Han peger på, at det hidtil ikke er lykkedes kommunerne at forebygge indlæggelser i stort tal.

– Det nedslående svar er, at det ikke er lykkedes. Hvad der skulle få os til at tro, at det skulle lykkes frem mod 2025, må stå hen i det uvisse, siger han.

Til gengæld ser han mere positivt på forhåbningen om at nedbringe antallet af sygehusbesøg.

LÆS OGSÅ KL om sundhedsreform: Sørg for at pengene følger med

Venter på reform

Regeringen har endnu ikke præsenteret sit udspil til en sundhedsreform, og det er endnu et uafklaret spørgsmål, om sundhedsreformen vil føre til, at regionerne bliver nedlagt. Ifølge DR ventes sundhedsreformen klar i løbet af denne måned, men inden udspillet er kommet, har Venstres regionsrådspolitikere dannet samlet front mod nedlæggelsen af regionerne.

I et brev fra Venstres fem regionale gruppeformænd, der repræsenterer partiets samtlige 54 regionsrådspolitikere, advarer de mod at nedlægge reigonerne. 

Både Liberal Alliance, De Konservative og regeringens støtteparti Dansk Folkeparti er tilhængere af at nedlægge regionerne. jki@kl.dk

Kommenter denne artikel

Skriv kommentar
Svar på dette indlæg: Sundhedsreform: Penge til kommunerne skal give 40.000 færre indlæggelser Felter med * skal udfyldes
 
Se flere kommentarer

Skriv hvad du søger