Foto: Colourbox
Foto: Colourbox
14.01.2019 kl. 10.10

Ny rapport: Sådan bliver det sociale frikort en succes

Ny rapport kommer med gode råd til, hvordan kommunerne får succes med arbejdet med de såkaldte sociale frikort, der skal bringe de mest udsatte borgere tættere på arbejdsmarkedet.

De mest udsatte borgere i landet har siden årsskiftet haft mulighed for at få bevilliget et såkaldt socialt frikort. Med frikortet i hånden kan de tjene op til 20.000 om året uden at blive modregnet i deres overførselsindkomst. Et to-årigt forsøg, som skal bringe de udsatte tættere på arbejdsmarkedet.

I dag præsenterer Rådet for Socialt Udsatte en rapport og et inspirationskatalog, der skal hjælpe kommunerne med at få det to-årige forsøg med sociale frikort til at blive en succes.

Rådet for Socialt Udsattes formand, Jann Sjursen, peger på, at vejen til succes blandt andet er at gøre det nemt for de udsatte at blive godkendt til et socialt frikort.

– Kommunerne har en helt central rolle som visiterende myndighed i forhold til det sociale frikort. Det er afgørende, at de gør visitationen smidig. Det kan for eksempel ske ved at forhåndsvisitere borgere i målgruppen ud fra de informationer, som kommunen allerede har om borgeren, siger Jann Sjursen.

LÆS OGSÅ Langtidsledige får 50.000 og kommer i arbejde

Jann Sjursen peger også på, at en af de store opgaver er at opdyrke og formidle de job, som de socialt udsatte kan besætte. Det kan for eksempel ske ved at gøre jobopslag tilgængelige de steder, hvor de udsatte færdes. Det kan være herberger, varmestuer eller væresteder, ligesom rådet også anbefaler, at man bruger facebookgrupper til at formidle jobbene.

Du kan læse Rådet for Socialt Udsattes forslag og anbefalinger i inspirationskataloget. Rådet har også samlet en bunke viden om sociale frikort, som du kan læse i denne undersøgelsesrapport. jki@kl.dk

 

Det sociale frikort

Kommunalbestyrelsen udsteder socialt frikort på baggrund af ansøgning.

Der kan udstedes et socialt frikort til borgere med særlige sociale problemer, som:

  1. opfylder betingelserne om at kunne modtage hjælp eller støtte efter afsnit V i lov om social service.
  2. hverken har været under ordinær uddannelse eller har haft arbejdsindkomst over 10.000 kroner inden for det seneste år forud for tilkendelsen af socialt frikort.
  3. opfylder opholdskravet for ret til uddannelseshjælp eller kontanthjælp i § 11 i lov om aktiv socialpolitik.

Kilde: Børne- og socialministeriet

Kommenter denne artikel

Skriv kommentar
Svar på dette indlæg: Ny rapport: Sådan bliver det sociale frikort en succes Felter med * skal udfyldes
 
Se flere kommentarer

Skriv hvad du søger