Vejle Kommune købte sundhedsskoven, Store Grundet Skov, på 63 ha. i 2017, og den ligger tæt på Vejle Sygehus. Foto: Vejle Kommune
Vejle Kommune købte sundhedsskoven, Store Grundet Skov, på 63 ha. i 2017, og den ligger tæt på Vejle Sygehus. Foto: Vejle Kommune
10.01.2019 kl. 13.25

Vejle vil helbrede borgere ved at sende dem i skoven

Naturen har en helbredende virkning. Det er baggrunden for, at Vejle Kommune nu vil skabe landets første sundhedsskov. Foreløbig med støtte fra to fonde.
tekst Sidsel Boye

Vejle Kommune ser ud til at blive pioner, når det gælder at bruge naturen til at forebygge og helbrede både mental og fysisk sundhed. Det sker med projekt sundhedsskoven, som er et skovareal, kommunen købte tilbage i 2017, og som ligger vældigt praktisk mellem tre af kommunens sundhedsinstitutioner, blandt andet Vejle Sygehus.

Sundhedsskoven er endnu på tegnebrættet, men foreløbig har TrygFonden og 15. Juni Fonden givet tilsagn om støtte, og dermed er projektet rykket nærmere en realisering.

Vejle har i forvejen skovområder, der inviterer til at få pulsen op og fysisk aktivitet. Men den nye sundhedsskov vil blive inddelt i fire zoner. Blandt andet en zone, der inviterer til stille vandre- og spadsereture. Der vil også blive indrettet et egentligt terapiområde, hvor behandler og borger kan trække sig tilbage i trygge grønne omgivelser, mens andre af skovens brugere i det tidsrum bliver ledt uden om for ikke at forstyrre.

Sundhedsskoven skal indrettes i samarbejde mellem kommunens sundhedspersonale, frivillige organisationer og forskere fra Københavns Universitet (KU). Projekter med natur som helbredende faktor kendes i dag fra blandt andet terapihaver. Eksempelvis er der et samarbejde mellem Københavns Universitet og Hørsholm. Terapihaver kan bruges til yoga, meditation eller samtaler, og de kan indrettes, så de også inviterer brugere, som har behov for en særlig tryghed.

LÆS OGSÅ Social- og Sundhedsskolens undervisere skal i praktik i ældreplejen

Vejle Kommune har også planer om at indrette en fælled med sansehaver og med plads til rehabiliterende gøremål. For eksempel kan kræftramte mænd have glæde af at kløve brænde.

Formanden for Voksenudvalget i Vejle Gitte Frandsen siger:

– Det glæder os meget, at vi nu kan komme i gang med at indrette sundhedsskoven, så de borgere, der fysisk og psykisk måske kan have det svært med at overskue andre tilbud, nu også får mulighed for at benytte naturen endnu mere i deres helbredelsesproces. På den måde kan de få en bedre livskvalitet og mere overskud til at klare hverdagen. sib@kl.dk 

Emneord
Sundhed, Sundhed

Kommenter denne artikel

Skriv kommentar
Svar på dette indlæg: Vejle vil helbrede borgere ved at sende dem i skoven Felter med * skal udfyldes
 
Se flere kommentarer

Skriv hvad du søger