Foto: Colourbox
Foto: Colourbox
08.01.2019 kl. 11.00

Uenighed i Kerteminde byråd: Burde kommune have anmeldt borger for Facebook-opslag?

Hvorvidt Kerteminde Kommune burde have anmeldt en borger for at svine en tidligere skolechef til i et Facebook-opslag, er byrådsmedlemmerne uenige om.

Grimme Facebook-kommentarer er blevet hverdag for mange, og ofte bliver politikere også udsat for verbale trusler.

Denne gang handlede det om en skolechef i Kerteminde Kommune, der fik 12 måneders løn og pension plus tre måneders ekstra pension, da hun valgte at sige sit job op. Det fik nogle vrede borgere til tasterne.

Den tredobbelte, nordiske mester i boksning, Yvonne Rasmussen, var en af dem. Det skriver Fyens Stiftstidende.

- Hun er skyld i, at flere voksne og ældre ikke har fået den rette træning således, at deres liv er endt før nødvendigt. I den sidste del af hendes ansættelse har kvinden manipuleret og truet flere ansatte i familieafdelingens PBR, at det har ført til flere sygemeldinger, fyringer og rigtig mange fejlbehandlede børn og unge, skrev Yavonne Rasmussen blandt andet.

LÆS OGSÅ Et års fængsel for trusler mod kommunalpolitiker

Kerteminde Kommune har vurderet, at opslaget var krænkende og valgte derfor at politianmelde Yvonne Rasmussen. Byrådet er dog langt fra enige, om sådan et opslag bør anmeldes. sarp@kl.dk

Det mener nogle af Kertemindes byrådsmedlemmer om anmeldelsen:

Sanne Stemann (R)

– Jeg ringede med det samme, jeg læste avisen til borgmesteren og foreslog, at han trak den her anmeldelse tilbage. Og jeg skrev også til resten af byrådet, at jeg synes, det er en rigtig dårlig idé at lave en politianmeldelse af en borger, der formodentlig har handlet i affekt.

Hans Luunbjerg (V)

– Jeg synes egentlig, at det, hun er citeret for at have udtalt, er ret groft. Forstået på den måde, at hun beskylder en ansat i Kerteminde Kommune for noget, man ikke har nogen beviser for.

Jesper Hempler (SF)

– Umiddelbart synes jeg egentligt, at vi politikere skulle blande os uden om. Sådan som jeg forstår det, så ligger der nogle retningslinjer, som vores hovedudvalg har vedtaget, og det er i forhold til dem, at man har vurderet opslaget.

Knud Ahrnkiel (Miljølisten)

– Det er ikke i orden, hvad hun skriver, men det ville have klædt Kerteminde Kommune lige at have haft lidt tålmodighed i den her sag. Der er røget en finke af panden, og den skal hun have mulighed for at lave om. Ellers ender det jo med, at vi skal have en gabestok nede foran rådhuset, hvor vi skal have borgerne udstillet til spot og spe.

Kilde: Fyens Stiftstidende

 

Emneord
Kriminalitet, Byråd

Kommenter denne artikel

Skriv kommentar
Svar på dette indlæg: Uenighed i Kerteminde byråd: Burde kommune have anmeldt borger for Facebook-opslag? Felter med * skal udfyldes
 
Se flere kommentarer

Skriv hvad du søger